Gør plads for folkeoplysningens fulde potentiale

Bedre kommunikation, mere fleksibel finansiering og passende faciliteter kan være med til at skabe et endnu bedre samarbejde mellem kommunerne og civilsamfundets foreninger. Det skriver Carolina Magdalene Maier, DFS' sekretariatschef, i dette debatindlæg i Altinget/Civilsamfundet i dag.

I Brønderslev Kommune er Hjernesagen og den lokale LOF-aftenskole ved at etablere to åbne caféer, hvor mennesker kan genoptræne deres taleevner efter en blodprop eller en hjerneblødning.

Samme aftenskole har også et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om et tilbud til tidligere kræftpatienter. Tilbuddet kombinerer motion og socialt samvær.

På den måde løfter tre lokale civilsamfundsorganisationer en del af det rehabiliterende sundhedsarbejde, som kommunen er ansvarlig for.

Sådan foregår det mange steder i landet, også med andre opgaver end sundhed. Det kan for eksempel være energibesparelser, demokratiudvikling eller Verdensmål.

Oven i alle disse aktiviteter, der er målrettet konkrete opgaver, kommer den positive effekt, som civilsamfundets foreninger har for trivsel, sammenhængskraft og medborgerskab.

Men potentialet bliver slet ikke udnyttet fuldt ud. Når de folkeoplysende skoler og foreninger, som jeg repræsenterer, kaster sig ud i den slags opgaver, støder de på tre stopklodser.

Manglende kommunikation hæmmer samarbejdet

Den første er siloerne på rådhuset. Af praktiske og fornuftige grunde er der forskellige afdelinger i den kommunale administration. Knap så praktisk og fornuftigt er det, at de ikke altid er særlig gode til at tale med hinanden på tværs.

Vi oplever ofte, at sundhedsafdelingen ikke så meget som overvejer, om der ligger nogle kræfter og muligheder i de foreninger, der er knyttede til kultur- og fritidsafdelingen.

Omvendt er det ikke normalt, at folkeoplysningskonsulenten går over gangen og fortæller integrationsmedarbejderen, hvad der foregår i kommunens foreninger og aftenskoler. Potentialet for partnerskaber bliver ikke udnyttet.

Mere fleksibel finansiering kan øge inklusionen

Den anden stopklods ligger i finansieringen. Når en aftenskole indgår i et partnerskab med kommunen, er det netop om aktiviteter, der ikke 100 procent svarer til normal aftenskolevirksomhed.

Men i de fleste tilfælde må aftenskolen nøjes med det normale folkeoplysningstilskud, og aktiviteten finansieres alene af den folkeoplysningskonto, der i forvejen ikke er særlig stor.

Konsekvenserne bliver nemt, at der bliver færre penge til den fri folkeoplysning, som borgerne vælger af lyst, og/eller at aftenskolen må opkræve det normale deltagergebyr.

Dermed udelukkes mange fra at deltage i vigtige sundhedsrehabiliterende aktiviteter.

Her må kommunerne i langt højere grad være åbne over for at finansiere den slags aktiviteter fra den relevante kommunale konto, hvad enten det er sundhed, integration eller noget tredje.

Den lokale folkeskole åbner ikke op for hyggeligt samvær

Den tredje stopklods er utilstrækkelige og uegnede lokaler og faciliteter. Når LOF i Brønderslev inviterer til åbne caféer for patienter, der har fået skadet talecentret, handler det meget om det hyggelige og trygge sociale samvær. Her duer et klasselokale på den lokale folkeskole ikke.

For andre aktiviteter er problemet opbevaring af redskaber og materialer eller rolige omgivelser, hvor børnenes musikskole ikke øver bag en skillevæg. Der er brug for, at kommunerne bliver bedre til at stille virkeligt egnede lokaler til rådighed.

Aftenskoler og foreninger vil også i fremtiden kaste sig over aktiviteter, der understøtter kommunale opgaver og prioriteringer. Sådan er deres grundindstilling. Det er derfor, de har skabt aftenskoler og foreninger.

Men samfundet kunne få meget mere ud af deres viden, engagement og erfaring. Derfor lyder min opfordring til de nyvalgte kommunalbestyrelser og til de ansatte i kommunerne: Lad os sammen skubbe stopklodserne til side og få gang i et endnu bedre samarbejde.