Tænk, hvis regeringen mener det godt

At gå åbent, generøst, risikovilligt og ikke-territorialt ind i samarbejder, der skal innovere løsninger, vi ikke før har set. Sådan håber formanden for Folkehøjskolernes Forening, at regeringen vil forvalte sin magt. Så kan folkeoplysningen også spille med.

Dette debatindlæg blev første gang bragt i FORA-bladet, marts 2023. Intro, mellemoverskrifter og billedtekst er indsat af DFS.

På hidtidige stormøder er aktørerne blevet sat i en ekstremt passiv rolle uden mulighed for at give deres holdninger til kende, mener Lisbeth Trinskjær.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening

Regeringsgrundlaget under Danmarks nye tværpolitiske fornuftsægteskab formulerer idéen om at "nedsætte et råd, der skal afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdkrisen og trivselskrisen". Og det har fået dybe bekymringsfurer frem hos mange af dem, der holder af frihed. Og af kultur.

Deler ikke pessimismen

Jeg elsker frihed. Jeg elsker kultur. Og jeg forstår de rynkede bryn. Værdien af kultur skal bedømmes i egen ret, og ikke underlægges usund politisk instrumentalisering og styring. Det samme gælder for folkeoplysningen. Men jeg deler ikke pessimismen.

Erkendelsen af at komplekse samfundsproblemer kræver et forpligtende og systematisk samarbejde på tværs af sektorer og organisationer, fordi silo- og kassetænkning blokerer for nødvendige fundamentale forandringer, er så indlysende, at den er svær at komme udenom. Og det er efter min bedste overbevisning den ”nye måde” at forvalte magt på: At gå åbent, generøst, risikovillig og ikke-territorialt ind i samarbejder, der skal innovere løsninger, vi ikke før har set.

Tillidsbrydende stormøder

Men: Siden drømmen om entreprenørstaten på dansk blev italesat af forfatter og politisk analytiker, Sigge Winther Nielsen, har mange bejlet til rollen som jordemoder, og endnu flere til rollen som forældre. Der har været gjort forkølede forsøg på at skabe bedre rammer for politiske stormøder, hvor aktører på tværs af sektorer er blevet kaldt sammen og ”talt på”. Dvs. sat i en ekstremt passiv rolle uden mulighed for at give sine holdninger til kende. Det er blevet kaldt inddragelse, men reelt har der ingen inddragelse fundet sted ved de stormøder, og det er tillidsnedbrydende.

Hvis fundamentet under regeringsgrundlagets ambition er en forestilling om, at man politisk skal kunne diktere, hvordan den enkelte kulturinstitution, den enkelte kunstform, museerne, teatre, billedkunstnere, idrætten, foreningslivet, folkeoplysningen og Højskolerne præcis skal styrke vores bidrag til at løse kriserne, så gør politikerne vold på den unikke og stolte frihedstradition, Danmark igennem generationer har haft for netop kulturen og folkeoplysningen.

En frihed, der bygger på tillid. En frihed, hvor staten også økonomisk støtter det, som staten ikke kan styre, i tiltro til at det, man støtter, er tro mod sine egne formål og idealer.

Sammen og nedefra

Men hvis regeringen, med kulturminister Jakob Engel-­Schmidt i spidsen, derimod forestiller sig dette: At invitere alle aktørerne med om bordet. Med ind i analysen. Til selv at definere hvad bidragene kunne være. Til at man sammen kan beslutte, hvilke roller man gerne vil spille, og hvilke ressourcer man kan byde ind med, så er det i mine øjne både innovativt, nytænkende og rigtigt.