Danmark Fortæller
Fortæl din historie og lyt til andres historier. Det er grundideen i Danmark Fortæller.
Indholdsfortegnelse
I forsommeren 2020 gennemførte DFS og Nordic School of Arts and Health Danmark Fortæller som et virtuelt pilotprojekt. Nu arbejder vi på at udbrede det til hele landet, både fysisk og virtuelt.
Danmark Fortæller bygger på den folkeoplysende tradition om det levende ord og Grundtvigs ideer om, at man ikke kan sætte regler op for det ideelle menneskeliv, men at man først ser det, efterhånden som livet udvikler sig.
Det kombinerer projektet med oprindelige folks tilgang til storytelling. Mange oprindelige folk har en fortælletradition, hvor tilhørerne ikke bedømmer historien og fortælleren, men svarer med en anden fortælling.
Nørrebros Teater og Sønderjylland
I december 2020 og januar 2021 arrangerede Danmark Fortæller fortællemøder med corona som tema. Fortællingerne vil indgå i Annika Aakjærs og Thomas Korsgaards arbejde teaterstykke til Nørrebros Teater - og i Nationalmuseets samling af corona-historier.
I maj og juni 2021 vil Sønderjylland Fortæller skabe møder mellem mennesker på tværs af grænselandet.
Vi kan genopdage hinanden i fortællingerne. Både sangen og fortællingen er sprog, som vi næsten har glemt.
Tre videoer: Deltagernes begejstring
Hvis du ikke kan se videoen med de to fortælleværter, så klik her og godkend alle cookies.
Astrid Søe er den anden fortællevært i videoen. I en artikel om projektet og om fortællingens betydning på EPALE - den europæiske platform for voksenlæring - tager hun udgangspunkt i en roman af Svend Åge Madsen.
Astrid Søe: At fortælle mennesket
Det kom direkte fra hjertet. Nogle fortalte barndomsminder og kunne pludselig fornemme dufte, stemninger og farver. Til dagligt, i socialt lag, glemmer vi tit at fortælle det betydningsfulde.
Sådan foregik det
I pilotversionen af Danmark Fortæller mødtes 20 mennesker virtuelt fem gange. De fleste af de 20 mennesker kendte ikke hinanden i forvejen. Hvert møde blev gennemført i rytmen plenum-gruppe-plenum-gruppe.
Plenummøderne havde Jens Larsen og Cæcilie Carlsen fra Nordic School of Arts and Health som hovedværter.
Efter første plenum fordelte deltagerne sig i grupper med 4-5 personer i hver. I grupperne fik hver deltager tre minutter til at fortælle en historie fra sit liv, som belyste et bestemt tema – f.eks. den første kærlighed. Hver gruppe havde en fortællevært, der deltog med sin egen fortælling, men som også var blevet forberedt i at facilitere udvekslingen af fortællinger.
Efter hver fortælling kunne de andre kommentere, men ikke med kritik og opposition. Grundideen er, at de øvrige deltagere skal hjælpe med at gøre historien bedre som fortælling eller bygge videre med deres egen fortælling.
Efterfølgende rapporterede grupperne tilbage i plenum og mødtes til sidste i grupperne igen.
Fysisk eller virtuelt: Når skærmen skaber en safe zone
Oprindeligt skulle Danmark Fortæller have foregået i fysisk samvær, men på grund af coronaen endte det på en virtuel platform.
”Sociale fællesskaber er en bærende værdi for folkeoplysningen. Corona-krisen forhindrer mange af de fysiske fællesskaber, men det bør ikke stoppe vores mulighed for at mødes om fælles interesser,” siger Carolina Maier, sekretariatsleder DFS.
Man kunne have frygtet, at det ødelagde intimiteten, men sådan oplevede deltagerne det ikke.
”Det er en gave at mødes, men det var skønt at opleve, at man også kan skabe et godt rum for fortællinger virtuelt. Det kan faktisk noget specielt. Nogle gange er man mere blufærdig, når man er fysisk samlet. Omvendt kan man føle sig i en ”safe zone” bag skærmen. Jeg oplevede, at der skete noget mærkværdigt, som ikke var mindre intimt,” fortæller Søren Børsting.
Astrid Søe havde samme erfaring: ”På computeren bliver der en anden lydhørhed over for den, der fortæller. Der opstår et stille og respektfuldt fortællerum, nærmest en slags andægtighed.”
Det var forbløffende, hvordan der på utrolig kort tid blev skabt et fortroligt rum, hvor vildt fremmede berigede og inspirerede hinanden og fandt et fællesskab.
Fortællefællesskaber rykker!
Nogle fortællinger glemmer man aldrig. De fortællinger, hvor man får kuldegysninger og tænker, det ville jeg gerne have oplevet – eller, det er jeg glad for, at jeg slap for at opleve.
At dele fortællinger er måde at styrke fællesskab på. Når man hører om andres liv, får man større empati. Man bliver en del af noget større. Der var en pensionist på 80 og en ung mand på 18. Der var en landmandskone fra Sønderjylland og en forsker fra RUC. Det er det, fortællinger kan. Det kan skabe stemninger og binde folk sammen.
Det er utrolig kraftfuldt og styrkende for sundhed, at man sætter sig ud over sig selv og sine egne følelser. Det handler også om dannelse. Jeg talte med en deltager, som til dagligt arbejder med ældre og ensomhed. Hun vil bruge de teknikker, hun havde lært i Danmark Fortæller, i sit arbejde.
