Bæredygtig bogklub: ”Al forandring starter jo med et menneske”

Bæredygtig bogklub: ”Al forandring starter jo med et menneske”

Redaktionel dato: 3. november 2025

På Kolding Bibliotek mødes en gruppe mennesker en gang om måneden om ”en form for aktivisme”. Det er bibliotekar Hanne Rønbergs bud på, hvordan bibliotekets bæredygtige bogklub har skabt håb og fællesskab i fire år. 

Foto: Koldingbibliotekerne

Foto: Koldingbibliotekerne

Af Anine Nathalie Neumann Mansur 

Nogle mennesker sår frø i jorden. Andre sår frø i deres og andres sind. 

Både plantefrø og tankefrø er vigtige i den bæredygtige omstilling, som et hav af foreninger, organisationer, skoler og andre folkeoplysende aktører er i fuld gang med at arbejde med. 

På Koldingbibliotekerne er de lykkedes med at så tankefrø i deres Bæredygtige Bogklub. Her mødes en gruppe mennesker otte gange om året om både fagbøger og skønlitteratur, der på forskellig vis giver læserne indsigt i og perspektiver på alt fra klimapsykologi og sanseoplevelser i naturen til atomkraft og dystopier. 

”Al forandring starter jo med et menneske, der ønsker at gøre noget andet. Handling skal starte med små frø hos mennesker, der får en bevidsthed om, at de kan gøre nogle helt enkle ting, der i sidste ende kan gøre en stor forskel,” siger Hanne Rønberg, der som bibliotekar hos Koldingbibliotekerne faciliterer bogklubben. 

Opskriften på succes 

Den bæredygtige bogklub har lige fra begyndelsen haft stor tilslutning. Hanne Rønberg har oplyst om den i reklamer, på bibliotekets skærme, i avisen og på andre biblioteker, og det har lokket deltagere i alle aldre til. 

Fælles for deltagerne er ønsket om at handle på klimakrisen sammen med andre. 

”Vores deltagere har brug for et fællesskab, hvor de kan drøfte deres tanker og få inspiration og argumenter med hjem til at diskutere med andre,” siger Hanne Rønberg. 

Når et nyt halvår begynder, vælger bogklubbens medlemmer fire ud af 25 bøger, som Hanne Rønberg foreslår. At have en faglig facilitator i front, der kan bringe hidtil ukendte værker i spil og guide læserne igennem dem, er ifølge hende også en af grundene til bogklubbens succes. 

”I al beskedenhed tror jeg, at jeg har en betydning. De bøger, vi læser, har jeg researchet på forhånd, og jeg forbereder forskellige litterære greb og vinkler, så vi ikke ryger ud ad en tangent, men faktisk når rundt om hele bogen,” siger Hanne Rønberg, der dog også er hurtig til at understrege medlemmernes engagement: 

”Vi har fra start haft nogle stærke medlemmer med ombord. De trækker nye med, engagerer sig i vores møder og mødes også uden for bogklubben for at skrive sammen – og alt det er jo også en form for aktivisme.” 

Bogklubben er ikke Koldingbibliotekernes eneste bidrag til den grønne omstilling. Hanne Rønberg fremhæver deres fællesspisninger, hvor bogforslag og samtalekort driver bæredygtige tematikker frem hen over det veganske middagsbord. Hun er også særlig stolt over, at de inviterer forskellige socioøkonomiske virksomheder til at komme og tjene profit på gamle bøger, der ellers ville være blevet brændt. 

Håb for fremtiden 

Koldingbibliotekerne samarbejder på kryds og tværs af det lokale landskab, blandt andet med Nicolai Biograf, Frivillighuset og Den Geografiske Have. Alligevel er Hanne Rønberg mere end åben over for nye samarbejder. 

Onsdag d. 12. november deltager hun i konferencen Bæredygtigt Laboratorium, som DFS koordinerer i regi af UBU-Folkeoplysning. Her skal hun fortælle om Koldingbibliotekernes initiativer og deltage i ’Grøn markedsplads’, der vil byde på ny inspiration og potentielle partnerskaber mellem folkeoplysende aktører. 

”Det bliver sjovt at møde andre, der arbejder med bæredygtighed. Jeg glæder mig til at få inspiration og til at snakke med en masse mennesker, så vi kan udbrede vores arbejde endnu mere,” siger Hanne Rønberg. 

Koldingbibliotekerne var nogle af de første til at blive Verdensmålscertificerede, og tillader Hanne Rønberg sig selv at drømme stort, står et stort kulturprojekt med andre biblioteker, der agerer bæredygtige frontløbere, højt på ønskelisten. 

I første omgang ser hun frem til Bæredygtigt Laboratorium. Hun planlægger sammen med Rita Jørgensen fra Bæredygtighedshuset i Kolding at sætte en flot bod op, der kan invitere til samtale og sparring. 

Og hvem ved – måske dagen ender med, at Hanne Rønberg går hjem med endnu en samarbejdspartner i arbejdet med den grønne omstilling.

Tilmeld dig Bæredygtigt Laboratorium

Hanne Rønberg deltager i Bæredygtigt Laboratorium d. 12. november, som UBU-Folkeoplysning afholder, sammen med andre folkeoplysere fra blandt andet oplysningsforbund, efterskoler og højskoler og grønne foreninger.

Hvis du ønsker at få en af de sidste pladser til dagen, kan du tilmelde dig frem til mandag d. 10. november.