Debat: Oplysning hører også hjemme i udviklingsbistanden

Debatten om Oplysnings- og Engagementspuljen rejser spørgsmålet, om udviklingsbistand skal bruges på oplysning i Danmark. Det bør den, mener Per Paludan Hansen og Lisbeth Trinskjær.

Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening og Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Af Amalie Byberg

En række projekter under Oplysnings- og Engagementspuljen har de seneste uger mødt kritik i Berlingske. Puljen, der administreres af CISU, støtter aktiviteter, som skal oplyse og engagere mennesker i Danmark i globale spørgsmål og udviklingssamarbejde.

Debatten handler ikke kun om, hvilke konkrete projekter der bør have støtte. Den handler også om, hvorvidt en del af udviklingsbistanden overhovedet bør bruges på oplysning i Danmark.

For Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd, og Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening, er svaret klart:

Krig, klimaforandringer, migration, globale handelsforhold og demokratisk tilbagegang stopper ikke ved Danmarks grænser. Derfor har danskerne også brug for viden om den verden, Danmark er en del af.

”Det har en værdi i sig selv, at vi som mennesker og samfundsborgere møder erfaringer og perspektiver, der ikke ligner vores egne, og får indblik i andre menneskers liv og levevilkår,” siger Per Paludan Hansen.

Oplysning må gerne udfordre

Samtidig skal oplysning ikke nødvendigvis være ukontroversiel. Netop nogle af de aktiviteter, der har fået støtte fra puljen, er blevet kritiseret for at være aktivisme snarere end oplysning. Men den skelnen er ikke altid så enkel, mener Lisbeth Trinskjær.

”En aktivitet kan godt tage afsæt i bestemte værdier eller holdninger og samtidig være oplysende. Oplysningsaktiviteter må gerne udfordre vores syn på verden og give mennesker lyst til selv at engagere sig,” siger hun.

Det betyder ikke, at alle skal være enige i de aktiviteter, der får støtte. Tværtimod er uenighed en naturlig del af oplysningsarbejdet.

”Nogle aktiviteter vil vække begejstring, andre undren og nogle måske ligefrem irritation. Sådan må det være. Hvis oplysningsarbejdet kun må beskæftige sig med det, vi allerede er enige om, mister vi en væsentlig del af dets værdi,” siger Per Paludan Hansen.

Politikere skal sætte rammerne

Debatten rejser ifølge de to formænd også et andet spørgsmål: Hvor langt skal politikere gå i vurderingen af, hvad offentligt støttede oplysningsmidler konkret bliver brugt til?

De folkevalgte har ansvaret for at fastlægge rammerne for brugen af offentlige midler. Men de konkrete beslutninger kan med fordel ligge hos civilsamfundsaktører, der har viden og erfaring på området, mener Lisbeth Trinskjær.

”Politikere må selvfølgelig kritisere konkrete bevillinger. Men vi må aldrig nå dertil, hvor frygten for politisk kritik og politiske konsekvenser begynder at sætte grænser for, hvilke emner og perspektiver der kan oplyses om,” siger Lisbeth Trinskjær.

For hvis organisationer eller dem, der fordeler midlerne, begynder at fravælge bestemte emner eller arbejdsformer af frygt for politiske reaktioner, bliver armslængdeprincippet udhulet.

Vi har brug for at rette blikket udad

Et andet argument i debatten har været, at pengene kunne gøre større gavn som direkte bistand til eksempelvis mad, medicin og anden hjælp ude i verden.

Men ifølge de to formænd er det en falsk modsætning at stille oplysning i Danmark og engagement ude i verden op over for hinanden.

”Man kan ikke meningsfuldt ønske et engageret Danmark i verden og samtidig behandle danskernes viden om verden som overflødig,” siger Per Paludan Hansen.