Seneste nyheder
Nyt Europa er gået sammen med syv andre europæiske civilsamfundsorganisationer om et overvågningsværktøj, der skal advare mod indskrænkninger i civilsamfundet. De kalder det en ”demokratisk kanariefugl”.

Foto: Liv Rossander, Nyt Europa
Af Anine Nathalie Neumann Mansur
Demokratiet trives ikke lige godt alle steder i Europa.
Især Polen og Ungarn har længe haft EU’s øjne hvilende på sig. Rapporter og historier fra befolkningen har slået fast, at retsvæsenets uafhængighed og ytringsfriheden er blevet indskrænket og menneskerettighederne forringet.
Den udvikling vil DFS’ medlem Nyt Europa gerne undgå i resten af EU. Som en del af projektet The Monitoring Action for Civic Space (MACS), der bistår EU med at styrke civilsamfundene i Europa, har de derfor været med til at udvikle et nyt europæisk, civilsamfundsdrevet advarselssystem.
Systemet skal spotte tidlige tegn på forringelser af de demokratiske strukturer, advare om trusler mod civilsamfundet og opfordre EU-institutionerne til konkret handling, før situationen eskalerer, som den har gjort i Polen og Ungarn.
Det sker gennem Civic Space Watch-hjemmesiden, der løbende samler data og rapporter om civilsamfundets udvikling på både nationalt og EU-niveau, samt gennem nyhedsbreve fra Civic Space Watch og lobbyarbejde ved akut kritiske sager.
Siden foråret er overvågningsværktøjet blevet testet i Bulgarien, Danmark, Frankrig, Ungarn, Holland, Polen og Rumænien. Sideløbende har MACS-partnerne også optimeret hjemmesiden for at gøre det nemmere at følge med i udviklingen i de forskellige lande.
Værktøjet skal gøre demokratiet i EU mere modstandsdygtigt og indgår på den måde i Nyt Europas arbejde med at sikre stærke civilsamfund på tværs af de europæiske landegrænser. Det er et stort arbejde, som du kan læse meget mere om her.