Efterskolernes formand: Staten kan og skal ikke diktere, hvad civilsamfundet skal gøre

Civilsamfundet skal have frihed til at handle, hvis det skal bidrage til at løse samfundets store udfordringer, mener Efterskoleforeningens formand, Torben Vind Rasmussen. Læs interviewet her.

Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen.

Af Amalie Byberg

Hvordan kan folkeoplysningen være med til at løse nogle af de store udfordringer, som Danmark står over for? Det giver formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen sit på.

Interviewet er en del af DFS’ nye debatserie, hvor vi spørger centrale aktører i folkeoplysningen om deres perspektiver på folkeoplysningen i en tid med store forandringer.

Vores samfund står over for nogle store og komplekse problemer i dag. Mistrivsel, klimakrise og demokratiske udfordringer. Hvordan ser du folkeoplysningens rolle i at være med til at løse de udfordringer?

”I mange år har vi levet i en velfærdsstat, hvor billedet har været, at staten tager sig af opgaverne. Men i dag bevæger vi os i retning af et velfærdssamfund, hvor civilsamfundet også får en central rolle i at løse de udfordringer, vi står over for, og hvor flere aktører skal bringes i spil. Det er en erkendelse af, at civilsamfundet ikke bare er et appendix, men en vigtig og selvstændig aktør.

Samtidig kræver det en balance. Staten kan og skal ikke diktere, hvad civilsamfundet skal gøre. Civilsamfundet er ikke et instrument for staten, og derfor ikke et instrument for staten, hvor staten fremsætter ønsker for, hvad civilsamfundet skal bidrage med og hvordan.

Det kræver, at politikerne giver civilsamfundet frihed og tør give slip på noget af kontrollen, så engagementet og initiativkraften kan vokse.”

Hvad skal folkeoplysningen gøre anderledes end i dag for i endnu højere grad at bidrage til at løse samfundets udfordringer?

“Der sker allerede rigtig mange gode ting, og noget af det vigtigste er, at vi fortsætter arbejdet med at fjerne barrierer for frivillighed og folkeoplysning og sikrer en større anerkendelse af frivilligheden. Vi skal blive endnu bedre til at italesætte, hvor vigtig frivillighed og civile foreninger faktisk er for vores samfund. Og så skal vi finde løsninger på tværs af organisationer.

Samtidig skal vi se kritisk på det bureaukrati og de regler, vi driver forening ud fra. Det arbejde er i gang, og det anerkender jeg, men vi er ikke i mål. Der må ikke være langt fra idé til handling, hvis engagementet skal fastholdes.

I sidste ende handler det om det lange, seje træk. Hvis vi giver civilsamfundet frihed og respekterer strukturen i det frie foreningsliv, så tror jeg på, at vi kan bidrage med endnu mere. Civilsamfundet rummer en historisk og samfundsmæssig værdi, som er helt særlig. Den skal vi værne om.

Hvad skal folkeoplysningen gøre for at skabe mere værdi hos de mennesker, der har størst behov for oplysning?

“Man kunne jo spørge: Hvem har ansvaret for at få endnu flere med ind i nye fællesskaber lokalt? Vi kan godt have en tendens til at blive lidt osteklokkeagtige, og derfor er det vigtigt, at vi går i dialog med hinanden og samtidig er ambitiøse på egne vegne. Vi skal turde kigge indad og spørge os selv: Kunne vi gøre det her bedre? Hvilke tiltag gør vi for at styrke tilgangen og mangfoldigheden i vores forening?

Det betyder også, at vi skal arbejde med at redefinere, hvad folkeoplysningsbegrebet betyder i dag, og forpligte os selv og hinanden på vores ambitioner. Den enkelte skole og organisation må tage stilling til, hvad folkeoplysning betyder hos dem, og hvordan de konkret vil skabe værdi for dem, der har mest brug for det.”