Seneste nyheder
Mange er i tvivl om, hvem der skal gøre hvad og hvornår, hvis krisen rammer. I stedet for at blive handlingslammede skal vi gå forrest med en national beredskabsdag, skriver DFS sammen med en række folkeoplysende skoler i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
Af Amalie Byberg
Beredskab er ikke længere kun et ansvar for myndigheder og eksperter. Med klimaforandringer, cyberangreb og andre sikkerhedsudfordringer er der behov for, at civilsamfundet og folkeoplysningen spiller en aktiv rolle.
Det skriver DFS’ formand, Per Paludan Hansen, sammen med Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne, Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne, Peter Bendix, formand for Friskolerne, Mikkel Villadsen, formand for Ungdomsskoleforeningen og Jens Beermann, formand for Frie Fagskoler i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad.
Beredskab handler om mere end teknik
"I stedet for at blive handlingslammede og vente på flere retningslinjer og flere droner skal vi gå forrest og skabe fællesskaber, hvor vi kan øve os, fejle og blive klogere sammen med andre mennesker," fremhæver de.
Underskriverne på debatindlægget understreger, at beredskab ikke kun drejer sig om at have materiel som sandsække og generatorer klar. Det handler i høj grad også om menneskelig dømmekraft, evnen til at handle kollektivt og samarbejde. Hvordan laver man mad til 100 elever uden el og gas? Hvordan underviser man uden lys og varme? Det kræver træning i fællesskab – og det er præcis, hvad folkeoplysningen kan tilbyde.
Folkeoplysningens Nationale Beredskabsdag
Som et konkret initiativ inviterer folkeoplysningen til Folkeoplysningens Nationale Beredskabsdag den 6. maj 2026 kl. 12.00. Skoler, foreninger og lokalsamfund opfordres til at arbejde med beredskab gennem aktiviteter som debatter, rollespil og førstehjælp. Formålet er ikke perfektion, men at styrke den enkeltes handlingskompetence og den kollektive handlekraft.
Som de slår fast i indlægget:
"De læringsrum skaber friskoler, højskoler, efterskoler, ungdomsskoler og frie fagskoler hver eneste dag over hele landet. Rum, hvor borgerne opbygger en demokratisk sammenhængskraft, der ikke kan måles i antallet af batterier og dåsetun, men som er mindst lige så vigtig for Danmarks nationale sikkerhed og frihed."
Med initiativet ønsker de seks afsendere fra folkeoplysningen at vise, at folkeoplysningen sammen kan tage ansvar og styrke beredskabet i hele Danmark.