Foreninger og frivillige fællesskaber skal styrke regionalt sundhedsvæsen

Foreninger og frivillige fællesskaber skal styrke regionalt sundhedsvæsen

Redaktionel dato: 10. oktober 2025

Fremtidens sundhedsvæsen skal i højere grad bygge bro til civilsamfundet. Det er et af målene med Region Midtjyllands nye civilsamfundsstrategi. 

Foto: Den Rullende Daghøjskole

Foto: Den Rullende Daghøjskole

Af Anine Nathalie Neumann Mansur

Fællesskab, kreativitet og kultur har stor værdi i sundhedsvæsenet. Det anerkender Region Midtjylland nu i deres nye civilsamfundsstrategi. 

Regionsrådet har afsat 1 mio. kroner til arbejdet med strategien, som skal formes i løbet af 2026 i samarbejde med de midtjyske kommuner, de kommende sundhedsråd og relevante aktører på området. 

”Frivillige organisationer, foreninger og fællesskaber gør allerede i dag en kæmpe indsats i forhold til fx sunde lokalområder og forebyggelse med fokus på det hele menneske. Arbejdet med strategien skal gøre, at vi bliver bedre til at forstå og handle på, hvordan de indsatser og det offentlige sundhedsvæsen kan supplere og styrke hinanden,” siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse. 

Regionsrådet understreger, at civilsamfundets engagement aldrig må forveksles med en offentlig serviceforpligtelse og derfor skal ses som et supplement, ikke en erstatning, til den offentlige indsats. 

Strategiarbejdet udspringer fra regionsrådets særlige udvalg for lighed og sundhed, der ønsker at styrke det videre arbejde i det kommende regionsråd og i de nye sundhedsråd. 

”Det er og bliver regionens ansvar at sikre behandling af høj kvalitet. Men når vi taler om sundhed i en bredere forstand – om trivsel, livskvalitet og forebyggelse – spiller civilsamfundet en helt afgørende rolle,” siger Else Kayser (EL), formand for udvalg for lighed i sundhed, i pressemeddelelsen. 

Civilsamfundets frivillige kræfter skaber tillid og fællesskaber i alt fra løbeklubber og kulturforeninger til patientforeninger, og de skal derfor have et regionalt rygstød ifølge Else Kayser:  

”De kræfter skal vi give de bedst mulige rammer for at bringe i spil i sundhedsvæsenet.” 

Et led i en større indsats 

Den nye civilsamfundsstrategi er ikke det eneste skridt, som Region Midtjylland tager mod at rykke kulturen længere ind i sundhedsvæsenet. 

Regionen har bevilget 14,3 mio. kroner til otte kulturprojekter. Projekterne er allerede igangsat effektfuldt og skal nu skaleres med de nye bevillinger, så endnu flere borgere og patienter kan få adgang til sundhedsfremmende kulturtilbud i regionen. 

Blandt de otte projekter er Den Rullende Daghøjskole, som er et samarbejde begyndt i 2022 mellem daghøjskolen Kompetencehuset, Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital og patient- og pårørenderådet hos Afdeling for Psykoser. 

Daghøjskoleprojektet tilbyder patienter i psykiatrien et kreativt pusterum både under og efter indlæggelse, hvilket skaber tryghed, fællesskab og øget trivsel. 

Erfaringerne fra de otte projekter skal bidrage til at forme de langsigtede rammer, så kultur kan blive en naturlig del af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland. Det skriver regionen i en pressemeddelelse. 

Disse projekter har fået bevillinger fra Region Midtjyllands pulje til sundhedsfremmende kulturprojekter

  • Neurokor (Sangens Hus S/I) – et projekt med gruppesang i neurorehabilitering. Bevilling: 1,616 mio. kr. 
  • FOD PÅ GULV, TRIN 2 (TEMPI S/I) – folkedans som sundhedsfremme i psykiatrien. Bevilling: 1,585 mio. kr. 
  • En skønlitterær infrastruktur (Læseforeningen) – læsefællesskaber i og efter psykiatrien. Bevilling: 2,494 mio. kr. 
  • Daghøjskole i Psykiatrien (Kompetencehuset) – kreative værksteder og efterværn. Bevilling: 2,136 mio. kr. 
  • Narrativ medicin i den kliniske hverdag (Aarhus Universitet, AUH og DOKK1) – litteratur og fortællinger som del af hospitalshverdagen. Bevilling: 2,036 mio. kr. 
  • Ordstrøm (Forfatterskolen PS!) – skrivende fællesskaber i psykiatrien. Bevilling: 1,111 mio. kr. 
  • En passende, positiv forstyrrelse 2.0 (De Danske Omsorgsklovne) – kulturindsats i socialpsykiatrien. Bevilling: 1,325 mio. kr. 
  • Offsides Sociale Haver Gødstrup (WeShelters) – fællesskaber og haveaktiviteter for udsatte borgere. Bevilling: 2,000 mio. kr.