Insektkaravane, skovrejsning og smørrebrød: Seks projekter får støtte til grøn folkeoplysning

Insektkaravane, skovrejsning og smørrebrød: Seks projekter får støtte til grøn folkeoplysning

Redaktionel dato: 25. marts 2026

Gennem samarbejdet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling uddeler DFS 140.000 kroner til seks projekter, der gennem fællesskab og aktiviteter skal engagere flere i den grønne omstilling.

Plante træ

I et af projekterne skal deltagerne være med til skovrejsning til gavn for grundvandet (Stockbillede)

Af Caroline Schrøder

Fra samtalesaloner til grønne rengøringsmidler og trivsel i naturen. Seks nye projekter rundt om i landet har fået støtte til at engagere borgere i den bæredygtige omstilling.

Dansk Folkeoplysnings Samråd har uddelt omkring 140.000 kroner gennem partnerskabet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Fælles for projekterne er, at de skaber et grønt aftryk gennem samarbejde på tværs af folkeoplysningen.

Du kan læse om de seks projekter her:

Jordforbindelse – naturen som ramme om trivsel

Det Bæredygtige Forsamlingshus på Frederiksberg og Kursustrappen

På Frederiksberg vil Det Bæredygtige Forsamlingshus og Kursustrappen invitere borgere ud i naturen for at finde ro, fællesskab og ny inspiration. Målgruppen er blandt andre mennesker, der har været ramt af stress. Forløbet kombinerer litteraturlæsning, sankning og samtaler om bålet og skal udvikle en model for, hvordan naturen kan bruges aktivt i folkeoplysning, både til at styrke trivsel og grøn handlekraft.

 

Grønne samtalesaloner skal samle Næstved

DOF Næstved Aftenskole

DOF Næstved Aftenskole vil samle borgere og lokale aktører til samtalesaloner om grøn dannelse. Her er målet ikke kun debat, men også at styrke samarbejdet på tværs af foreninger. Projektet skal munde ud i en konkret model for samtalesaloner, som kan gentages og udbredes.

 

Skovrejsning med fokus på drikkevand

DOF Brande/Nr. Sneede, LOF Kongeå, LOF, Skovgro, Permakultur

Flere oplysningsforbund og organisationer går sammen om et kursus, hvor deltagerne både får viden og jord under neglene. Med udgangspunkt i spørgsmålet “hvor kommer vores drikkevand fra?” skal deltagerne plante træer og lære, hvordan skov og beplantning kan beskytte grundvandet. Samtidig skal projektet skabe erfaringer, der kan anvendes i kommende kursusforløb og samarbejder.

 

Elever laver deres egne rengøringsmidler

Røddinge fri Fag- og Efterskole

På Røddinge fri Fag- og Efterskole skal eleverne selv fremstille bæredygtige rengøringsmidler som alternativ til konventionelle produkter. Projektet er inspireret af erfaringer fra Langelands Efterskole og indebærer et samarbejde mellem skolerne. Målet er både at reducere belastningen af grundvandet og give eleverne konkrete grønne kompetencer i hverdagen.

 

Smørrebrød som vej til grønnere madvaner

Peder Syv Aftenskole

Hos Peder Syv Aftenskole er det klassiske smørrebrød omdrejningspunkt for en grønnere kost. Gennem workshops lærer deltagerne at lave klimavenlige, økologiske retter og reducere madspild. Projektet gennemføres med Grønt Omstillingsforbund i Roskilde og Roskilde Økologiske Fødevarefællesskab, som samler lokale grøntinteresserede. Målet er at styrke fællesskaber om grøn mad og dele erfaringer, der kan inspirere andre aftenskoler.

 

Insektkaravane skal vække nysgerrighed om biodiversitet

DOF Paarup Aftenskole, Odense Hovedbibliotek, Tarup Bibliotek, Odense Grønne Nabofællesskaber, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Bolbro Brugerhus

I Odense bliver biodiversitet omsat til kreativt fællesskab. Her inviterer en række aktører til workshops, hvor deltagerne skaber kostumer og indslag til en farverig insektkaravane.
Karavanen skal optræde under Bibliotekernes Verdensmålsuge og engagere både deltagere og publikum i biodiversitet – og forhåbentlig leve videre ved andre arrangementer.

Partnerskabet UBU-folkeoplysning

Puljen er støttet af partnerskaberne Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU).

UBU består af otte underpartnerskaber, der engagerer over 80 organisationer, som sammen arbejder for at skabe mere fokus på bæredygtighed i uddannelsessektoren.

UBU-folkeoplysning er et af underpartnerskaberne i UBU og består bl.a. af Dansk Folkeoplysnings Samråd, LOF, Fora, AOF, FOF, DOF, Grundtvigsk Forum, Danmarks Biblioteksforening, Danske Museer, Efterskolerne og Højskolerne.