Kommuner har svært ved at afgrænse hvad folkeoplysning er

Ny undersøgelse fra Videnscenter for Folkeoplysning viser, at når kommunerne skal pege på hvilke udfordringer de har med at administrere folkeoplysningsloven, så nævner de problemer med at afgrænse, hvad folkeoplysning egentlig er.

Stockfoto

Hvad er folkeoplysning – og hvad er ikke? Dét spørgsmål er der mange i de danske kommuner, som har svært ved at svare på.

Det viser en ny stor undersøgelse ”Folkeoplysning i kommunerne” fra Videnscenter for Folkeoplysning (Vifo).

Således svarer 45 procent af de kommuner, som har angivet udfordringer med at administrere folkeoplysningsloven, at de har udfordringer ”relateret til afgrænsningen af den folkeoplysende virksomhed.” Det tal er steget fra 24 procent i 2018.

Dansk Folkeoplysnings Samråds formand, Per Paludan Hansen, blev i sidste uge interviewet om netop den problematik til mediet Altinget Civilsamfund.   

“Fordi foreningerne har en betydelig rolle i forhold til demokratiske værdier, betyder det noget, hvis foreningernes udfoldelsesmuligheder er udfordret,” svarede han, da han blev spurgt om konsekvenserne af problemet.

En anden mere lavpraktisk konsekvens er, at foreninger mødes af flere og strengere krav om dokumentation og administration for at få del i lokale støtteordninger, nævnte Per Paludan Hansen over for Altinget.

Højere prioritet af folkeoplysning i kommunerne

I interviewet og efterfølgende på LinkedIn  gjorde Per Paludan Hansen det klart, at han mener, at årsagen blandt andet ligger i, at folkeoplysning ikke prioriteres nok i kommunerne og peger blandt andet på folkeoplysningsudvalgene.

”Jeg (tror, red.), det hænger sammen med, at folkeoplysningsområdet i de sidste årtier er gledet mere og mere ud af den kommunalpolitiske bevidsthed – fx ved at kommuner nedprioriterer folkeoplysningsudvalgene, eller kalder dem noget andet. Heldigvis står vi foran et kommunalvalg i november, hvorefter der jo er valg til folkeoplysningsudvalgene.  Til den tid håber jeg, at kommunalpolitikerne har fået øjnene op for det potentiale, der er i at give folkeoplysningsudvalgene mere politisk kapital og anerkendelse – og gerne flere beføjelser,” skrev han blandt andet på LinkedIn. 

I Vifos undersøgelse kan man se, at en tredjedel af kommunerne har valgt at give deres folkeoplysningsudvalg et andet navn.

Mange nye og selvorganiserede grupper

Hos Videnscenter for Folkeoplysning, der står bag undersøgelsen, peger de på, at selvorganiserede grupper og andre nye aktører og aktiviteter på fritidsområdet kan være med til at forklare, hvorfor flere kommuner oplever udfordringer med at afgrænse, hvad der tæller som en folkeoplysende aktivitet. 

Uddybende svar i undersøgelsen viser, at udfordringerne både handler om, at der opstår nye typer af aktiviteter og nye måder at deltage på, men også om at kunne forklare og fortolke, hvad folkeoplysende aktiviteter er, skriver Vifo.

Uddybende svar i undersøgelsen:

”Udfordringen er at kunne give en forklaring på, hvad folkeoplysende aktiviteter er.”

” […] Nye aktiviteter som sauna, hjemmepassere og hjemmeundervisere kan give anledning til drøftelser om afgrænsning af den folkeoplysende virksomhed.”

”Der er stor efterspørgsel og ønske om lokaler, og der opstår nye deltagelsesformer, som nogle gange strækker sig bredt inden for loven.”

”Fortolkning af, hvad kan være ’folkeoplysende virksomhed’. Definition af, hvornår/hvad er en folkeoplysende aktivitet […].”

I undersøgelsen har Videnscenter for Folkeoplysning spurgt hvilke udfordringer kommunerne har i forhold til at administrere Folkeoplysningsloven. Grafik: Videnscenter for Folkeoplysning