Kultur gør os sundere – og det kan måles i kroner og øre

Kultur gør os sundere – og det kan måles i kroner og øre

Redaktionel dato: 22. april 2025

Korsang, kunstaktiviteter og andre kulturtilbud styrker vores mentale og fysiske sundhed. Det viser en britisk rapport, der værdisætter kulturen og lægger op til at indtænke den i sundheds- og velfærdspolitik.

Af Anine Nathalie Neumann Mansur

Kulturen rummer et stort sundhedsmæssigt potentiale. Det er aftalen om kulturpasset og Trivselskommissionens anbefalinger nogle af de seneste eksempler på.

Men det kan være svært at gennemskue den økonomiske gevinst ved at bruge kulturen som løftestang for sundhed og trivsel. Det laver Frontier Economics nu om på med en ny rapport udarbejdet for det britiske departement for kultur, medier og sport.

Konsulentfirmaet har undersøgt de sundheds- og velfærdsmæssige effekter ved kulturel deltagelse og sætter økonomisk værdi på den sundhed og trivsel, som kulturtilbud giver os.

Korsang kan spare os penge

Rapporten opstiller en række kulturaktiviteter og udregner sundhedsgevinsten ved dem. Korsang for ældre er for eksempel vurderet til årligt at spare samfundet for 4810 kroner per person.

Det vil sige, at et ældre menneske, der ugentligt deltager i korsang, opnår forbedring i livskvalitet og helbred, der ellers ville koste sundhedsvæsenet 4810 kroner om året.

Rapporten dokumenterer også, hvilke effekter de forskellige aktiviteter har på tværs af aldersgrupper.

Mens korsang blandt ældre løfter humøret, mindsker ensomhed og styrker socialt netværk, reducerer organiserede aktiviteter inden for kunst, musik og teater symptomer på angst og depression hos 18-29-årige.

Voksne på 30-49 år kan øge deres mentale sundhed ved bare at deltage i en kulturaktivitet én gang om ugen.

Sundhedsvæsenet kan aflastes

Kulturel deltagelse skaber sociale forbindelser, tilbyder kreativ udfoldelse, stimulerer os kognitivt og lader os bearbejde følelser gennem kunstneriske udtryk. Kulturen gør os altså sundere og mere robuste og dermed mindre afhængige af sundhedssystemet.

Rapporten sætter to streger under, at kulturtilbud ikke bare er hyggelig underholdning, men at de på lige fod med motion og psykologhjælp er sundhedsfremmende indsatser, der kan bruges forebyggende i sundhedssektoren.

Et væsentligt argument for at få politikere og andre beslutningstagere til at investere i kulturen, både når det gælder lokale budgetter og national sundheds- og velfærdspolitik.

Læs hele rapporten

Amatørkulturen og sundhed

Læs om, hvordan DFS’ medlem AKKS skaber glæde, selvværd og netværk gennem amatørkultur