LB Foreningen uddeler 5 millioner: Se temaet for din region

LB Foreningen uddeler 5 millioner: Se temaet for din region

Redaktionel dato: 24. februar 2026

LB Foreningen har åbnet for ansøgninger til projekter, der arbejder med lokale fællesskaber. Få et overblik her.

Af Caroline Schrøder

Lokale fællesskaber og foreninger kan have stor betydning for udviklingen i deres lokalområde. Derfor uddeler LB Foreningen igen i år 5 millioner kroner til projekter, hvor lokale fællesskaber går forrest og for eksempel hjælper udsatte borgere ind i nye fællesskaber eller skaber demokratiske samtaler blandt unge.

Alt efter hvor i landet du befinder dig, er der et udvalgt emne, som dit projekt skal arbejde med. I LB Foreningen fastsætter de regionale uddelingsråd hvert år et tema, som de ønsker at sætte fokus på. Temaerne er fordelt mellem landets regioner:

  • Region Hovedstaden har valgt temaet sundhed og sikkerhed.
  • Region Midtjylland har valgt temaet udsathed.
  • Region Nordjylland har valgt temaet sundhed og sikkerhed.
  • Region Sjælland har valgt temaet demokrati og uddannelse.
  • Region Syddanmark har valgt temaet bæredygtighed.

Fælles for puljerne er, at det er muligt at søge om støtte på op til 100.000 kroner pr. projekt, og at ansøgningsfristen er den 31. marts 2026.

Læs mere om temaerne her

Region Hovedstaden: Sundhed og sikkerhed
Temaet sætter fokus på, hvordan fællesskaber kan styrke den mentale og fysiske sundhed. Det kan blandt andet være gennem projekter, der bruger fællesskaber til at forbedre den fysiske sundhed blandt udsatte grupper, eller som anvender fysisk aktivitet til at reducere mistrivsel blandt børn, unge, voksne og ældre. Læs mere og ansøg her.

Region Midtjylland: Udsathed
Temaet sætter fokus på at understøtte fællesskaber, der er med til at skabe bedre rammer og vilkår for udsatte borgere. Det kan blandt andet være gennem projekter, der sætter fokus på ensomhed blandt udsatte voksne, eller som har særligt fokus på børn og unge i sårbare situationer. Læs mere og ansøg her

Region Nordjylland: Sundhed og sikkerhed
Temaet sætter fokus på, hvordan man udvikler og styrker fællesskaber, der arbejder forebyggende med sundhed og sikkerhed. Det kan blandt andet være gennem projekter, der handler om beredskabsindsatser i tilfælde af kriser, sikkerhed i nattelivet eller har fokus på mental trivsel blandt børn, voksne og ældre. Læs mere og ansøg her.

Region Sjælland: Demokrati og uddannelse
Temaet sætter fokus på at understøtte, udvikle og styrke demokratiet i de nære fællesskaber. Det kan være gennem projekter, der engagerer underrepræsenterede grupper i den demokratiske samtale, eller som øger den demokratiske forståelse i grundskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, højskoler eller gennem folkeoplysende indsatser. Læs mere og ansøg her

Region Syddanmark: Bæredygtighed
Temaet sætter fokus på lokale fællesskaber der gør en forskel for bæredygtigheden. Det kan være gennem projekter, der er med til at sikre biodiversitet i regionen, eller som engagerer grupper, der normalt ikke arbejder med klima og biodiversitet. Læs mere og ansøg her.