Millionstøtte til at styrke kulturhusene

Millionstøtte til at styrke kulturhusene

Redaktionel dato: 19. november 2025

To store fonde støtter DFS-medlemmet Kulturhusene i Danmark med trecifret millionbeløb til udvikling af deres aktiviteter og rammer.

Kulturhusene i Danmark

To store fonde støtter kulturhusene med stort millionbeløb. Foto: Daniel Liversage, Kulturhusene i Danmark.

Af Amalie Byberg

Der er godt nyt for de danske kulturhuse. Nordea-fonden og Realdania er begge klar med en flerårig satsning på at udvikle kulturhusenes aktiviteter og rammer.

Nordea-fonden støtter det nye projekt Handlekraft, der skal give kulturhusene opdaterede kompetencer, redskaber og viden til at udvikle sig bæredygtigt og være endnu bedre rammer for kulturelle fællesskaber, lokal handlekraft og demokratisk samtale.

Mens Nordea-fondens støtte fokuserer på mennesker og kompetenceudvikling, skal Realdanias indsats hjælpe med at forbedre kulturhusenes fysiske rammer.

Støtte på flercifret millionbeløb

Nordea-fonden støtter DFS-medlemmet Kulturhusene i Danmark med over ni millioner kroner til at gennemføre Handlekraft, mens Realdania bidrager med 125 millioner kroner til forbedring af kulturhusenes bygninger og faciliteter.

Over de næste år skal projekterne være med til at løfte de mere end 400 danske kulturhuse med både organisatoriske og fysiske forbedringer. Kulturhusene anslås årligt at have over 16 millioner besøgende og fungerer som centrale mødesteder på tværs af alder, baggrund og interesser og som ramme for folkeoplysende foreninger i hele landet.