Ny kandidat til DFS’ bestyrelse

Ny kandidat til DFS’ bestyrelse

Redaktionel dato: 29. marts 2023

”Mit bidrag vil være særligt fokuseret omkring uddannelse, arbejdsmarked og mental sundhed.” Sådan skriver Helle Bøtcher, der opstiller til bestyrelsen på det kommende repræsentantskabsmøde.

"Jeg vil gerne være med til at styrke og synliggøre folkeoplysningens samfundsrelevans," skriver Helle Bøtcher.

"Jeg vil gerne være med til at styrke og synliggøre folkeoplysningens samfundsrelevans," skriver Helle Bøtcher.

Helle Bøtcher er til daglig skoleleder på daghøjskolen Kursustrappen, der ligger på Frederiksberg. Samtidig er hun formand for Foreningen af Daghøjskoler.

Efter den 19. april kan Helle Bøtcher også være medlem af DFS’ bestyrelse. Hun opstiller til valget, som finder sted på repræsentantskabsmødet.

Bestyrelsesvalg

På DFS’ repræsentantskabsmøde den 19. april er formanden, Per Paludan Hansen, og fire bestyrelsesmedlemmer på valg. Formanden og tre bestyrelsesmedlemmer genopstiller, men det gør Randi Jensen, der er sekretariatsleder i Foreningen af Daghøjskoler, ikke.

Det er muligt at opstille til bestyrelsen helt frem til selve mødet. Kandidater til bestyrelsen skal være delegerede på repræsentantskabsmødet.

Stærkest sammen

I sit opstillingsgrundlag skriver Helle Bøtcher bl.a.:

”DFS er vigtig fordi folkeoplysningen har brug for en samlet repræsentation af de aktører der arbejder indenfor folkeoplysningen. Vi er nu en gang stærkest når vi samler os omkring det fælles.”

”I mit nuværende arbejde som daghøjskoleleder har jeg fundet en meningsfuld opgave i kombinationen mellem folkeoplysningens muligheder og et arbejdsmarkeds- og uddannelsesperspektiv.”

”Mit bidrag til arbejdet i DFS vil således være særligt fokuseret omkring uddannelse, arbejdsmarked og mental sundhed.”

”Jeg vil gerne være med til at styrke og synliggøre folkeoplysningens samfundsrelevans og fastholde friheden og smidigheden for vores daglige gøremål, til glæde for mange mennesker.”

Helle Bøtcher

Her kan du læse hele Helle Bøtchers opstillingsgrundlag.