Seneste nyheder
Hver fjerde kommune har udfordringer med lokaler til byens aftenskoler. Det er særligt lokalemangel, økonomi og ønsker om særligt udstyr og faciliteter, der volder problemer hos kommunerne, viser ny undersøgelse. Et problem man kan nikke genkendende til i LOF Kursuscenter Øst.
Lokaler til kreative kurser kan være svært for kommunerne at levere. Stockfoto.
I en ny undersøgelse fra Videnscenter for Folkeoplysning er landets kommuner blevet spurgt, om de oplever lokalemæssige udfordringer. Det svarer 26 pct. ja til – altså over hver fjerde kommune.
Det er særligt lokalemangel og manglende penge i budgettet, der giver udfordringer. For andre handler lokaleudfordringen primært om specifikke typer af lokaler, som f.eks. varmtvandsbassiner eller meget specifikt udstyr og opbevaringsplads.
I undersøgelsen lyder nogle af de uddybende svar således:
”Der er ønsker om flere specifikke faglokaler med f.eks. keramikovne, symaskiner m.v.”
”Hold med særlige pladsbehov (f.eks. møbelpolstring, keramik) mangler plads til ’produkter’ udover undervisningstiden.”
Derudover kan det også spille ind, at kommuner ifølge loven først og fremmest skal tilgodese aktiviteter for børn og derefter folkeoplysende voksenundervisning, skriver Videnscenter for Folkeoplysning i undersøgelsen.
Bodil Sø, der er leder i LOF Kursuscenter Øst, kan nikke genkende til, at der er udfordringer med lokaler til aftenskoler.
”Jeg tror vi bruger mindst en tredjedel af vores tid på helt lavpraktiske problemer med lokaler, bookinger, afbookinger, nøgler og andre udfordringer, der knytter sig til lokaler. Det er forstemmende,” siger Bodil Sø, der kan give en lang række eksempler:
Et møbelpolstrerhold, der ikke kan få et egnet lokale eller udstyr, og hvor limspray, skud med lufttryk og et højt støjniveau, der naturligt følger med aktiviteten, dels ødelægger klasselokalet og dels generer omgivelserne og de andre hold, der skal bruge lokalerne ved siden af.
Manglende opbevaringsplads til staffelier på et malekursus.
Uendelige problemer med nøglebrikker, der ikke virker, så holdet ikke kan få adgang til undervisningslokalet og ikke mindst afhentning af nøgler hos kommunale medarbejdere:
”For nyligt skulle jeg bruge en nøglebrik til en ny underviser. Den medarbejder, som plejer at hjælpe, kunne ikke hjælpe den dag. Det betød, at jeg måtte køre ud og låne en anden undervisers nøgle. Dernæst måtte jeg mødes med den nye underviser og sætte ham ind i, hvordan han skulle bruge nøglen og vise ham lokalet. Til sidst tilbød jeg ham lidt ekstra løn, hvis han ville køre ud og aflevere nøglen igen hos den anden underviser, som jeg havde lånt den af. Nu er der så lavet en ny nøglebrik. Den skal jeg så hente i en reception og igen mødes med underviseren næste gang han har undervisning i lokalet. Det er mange timer, der går på den måde,” forklarer Bodil Sø.
Manøvrerum i loven
Kai Raun har arbejdet med folkeoplysning over 40 år. Blandt andet som ansat i både Frederikssund og senere Allerød Kommune.
Han har været engageret i flere udvalg og organisationer – blandt andet som formand for Fritidssamrådet i Danmark og i Fritid og Samfund, der er medlem af DFS. Han er underviser på flere af Fritid og Samfunds kurser om blandt andet lokaletilskud og anvisning af lokaler rundt omkring i landet.
”Noget af det, som jeg understreger på kurserne er, at folkeoplysningsloven er en rammelov, og der er rent faktisk en del manøvrerum i den lov. Man er ikke bundet på hænder og fødder. Og det er de muligheder – men også begrænsninger - som vi gør kursisterne klogere på,” forklarer Kai Raun.
”Jeg tror, at en af de udfordringer, der er opstået, er, at mange aftenskoler rent faktisk ikke er aftenskoler, men også udbyder en del aktiviteter i dagtimerne. Og der er mange af kommunens lokaler allerede i brug – fx på en folkeskole eller andre steder. Men det er jo godt, at aftenskolerne udvikler sig og favner bredere og når nogle nye målgrupper ved at lægge deres aktiviteter i dagtimerne. Derfor skal der findes løsninger på de udfordringer,” fortsætter Kai Raun.
En pointe, der understøttes i undersøgelsen fra Videnscenter for Folkeoplysning.
Her lyder nogle af de uddybende svar i undersøgelsen fra Videnscenter for Folkeoplysning:
”Aftenskolerne oplever, at der mangler egnede kommunale lokaler i dagtimerne, hvor f.eks. skolelokaler ikke kan benyttes.”
”Vi har problemer i forhold til brug af kommunens skolefaglokaler – især skolekøkkener.”
Uigennemsigtigt og forskellige retningslinjer
Bodil Sø, leder i LOF Kursuscenter Øst mener også, at lokaleproblematikken forstærkes af at forskellige kommuner har forskellige praksisser og håndterer lokale-tildelingen på forskellig vis.
”Alle kommuner har forskellige systemer og retningslinjer og bookingsystemer. Og ude på de enkelte skoler eller andre lokaler er det igen forskellige systemer, mennesker og metoder, vi skal forholde os til. Det er besværligt og uigennemskueligt,” siger Bodil Sø.
Kursuscenter Øst har aftenskole-aktiviteter i otte forskellige kommuner.
”Jeg er bange for, at skolerne ser os aftenskoler som et forstyrrende element, der ligger udenfor deres kerneydelse. Det er et problem. Hvis de og kommunerne i højere grad kunne se værdien, som aftenskoler skaber for lokalområdet og borgerne, så tror jeg, de ville være mere samarbejdsvillige,” siger Bodil Sø.
Kai Rauns bedste råd om lokaler til aftenskoler
- Hvis det ikke er muligt at få tildelt et egnet lokale fra kommunen, så gå ud og find jeres eget lokale og hold fast i, at så skal I have et økonomisk tilskud fra kommunen. Vær med til at beskrive hvad et ”egnet” lokale er, så er det nemmere at løse muligheden for et evt. lokaletilskud.
- Vær opmærksom på at få forklaret kommunerne hvilken værdi aftenskolen, skaber for borgerne i kommunen. Det kan fx være forebyggelse af ensomhed, bevægelse og demokratisk dannelse. Hvis kommunerne er opmærksomme på det, så er de måske villige til at strække sig i forhold til at finde et lokale.
- Engager jer i kommunens udvalg – for eksempel folkeoplysningsudvalget – på den måde kan I være med til at have indflydelse på lokalefordelingen i jeres kommune.
- Vær villig til at gå på kompromis. Hvis man giver lidt den ene gang, kan det være man får noget foræret næste gang. Få en klar og præcis aftale om lokalet inden aktiviteterne går i gang, så der ikke opstår en konflikt, når først aktiviteten er i gang (dette gælder også kommunerne)