Pris relanceres med fem stærke nominerede

Pris relanceres med fem stærke nominerede

Redaktionel dato: 3. juni 2025

DFS er sammen med DUF, DR og Folkemødet klar til at hylde indsatser, som på forbilledlig vis styrker samtalen i samfundet – særligt på de svære områder, hvor uenighed og forskellighed mødes.

De fem nominerede til årets pris er fra øverste venstre hjørne ElevfællesSKABER, Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde, Alliancen for kvindes sundhed, Marie Holt Hermansen og Minik Rosing. Collage: Caroline Birch (Foto: © Kristian Friis/TV 2 (Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde), Moderaternes presseafdeling (Alliancen for kvinders sundhed), Robert Wengler (Marie Holt Hermansen) og Les Kaner (Minik Rosing).

De fem nominerede til årets pris er fra øverste venstre hjørne ElevfællesSKABER, Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde, Alliancen for kvindes sundhed, Marie Holt Hermansen og Minik Rosing. Collage: Caroline Birch (Foto: © Kristian Friis/TV 2 (Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde), Moderaternes presseafdeling (Alliancen for kvinders sundhed), Robert Wengler (Marie Holt Hermansen) og Les Kaner (Minik Rosing).

Folkemødets Dialogpris relanceres i år med et skærpet fokus på den demokratiske dialog, som er både respektfuld, nysgerrig og samlende.

Bag relanceringen står Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), DR og Folkemødet.

Fokus på nytænkende og samlende dialog

Med prisen er det ønsket at løfte dialoger, der engagerer bredt, bryder med vanetænkning og bygger bro mellem perspektiver – alt sammen med det formål at styrke sammenhængskraft og aktivt medborgerskab.

Dialogprisen skal være med til at inspirere nye samtaler og fællesskaber i hele landet.

Juryen har valgt fem nominerede, som på hver deres måde lever op til prisens ambitioner og kriterier.

DFS’ formand, Per Paludan Hansen, er en del af juryen og siger om prisen:

- En sund offentlig debat er nødvendig i et velfungerende demokrati. Vi skal kunne mødes om de emner, som er svære at tale om, og hvor vi er rygende uenige. Det er netop i de vanskelige debatter, vi skal være ekstra opmærksomme på, at vi lytter og taler med respekt for hinanden. Hvis det lykkes, undgår vi, at uenighederne splitter os, men i stedet gør os klogere og udvider vores horisont. Så vi møder verden med nysgerrighed i stedet for frygt. Med Folkemødets Dialogpris ønsker vi at hylde personer, der har formået at bidrage til den offentlige debat med saglighed og mod til at sætte sig selv i spil og bryde tabuer. Det gavner vores demokrati – som vi aldrig må tage for givet.

De nominerede er...

  • Alliancen for kvinders sundhed. Alliancen for kvinders sundhed har løftet en vigtig samfundsdebat ved at insistere på bedre behandling, forskning og viden om kvindespecifikke sygdomme som endometriose og PCOS. Gennem en åben, demokratisk proces med inddragelse af patienter og pårørende har alliancen været med til at ændre dagsordenen – både i det politiske rum og i offentligheden. De har skabt reel dialog og samarbejde på tværs af sektorer for kvinders sundhed.

  • ElevfællesSKABER. Med projektet ElevfællesSKABER er der skabt nyt liv i elevdemokratiet på landets erhvervsskoler. Gennem støtte til bæredygtige elevråd og fokus på demokratisk selvtillid har initiativet styrket unges tro på deres egen stemme og evne til at påvirke deres skolehverdag. Når elever bliver hørt, stiger både trivsel og engagement – og fundamentet for et stærkt medborgerskab lægges. Projektet gør en mærkbar forskel for en gruppe unge, der alt for ofte overses i samfundsdebatten.

  • Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde. Kolonihaveforeningen i Aalborg blev gennem TV2's dokumentarserie Balladen om kolonihaven et vindue ind til dansk kultur og demokrati i øjenhøjde. Dokumentaren formår at vise, hvordan generationsforskelle og værdikonflikter kan tackles – eller blusse op – i et lille fællesskab. Haveselskabet bidrager til et tankevækkende portræt af, hvordan vi i Danmark forhandler fællesskab, ledelse og forandring og har bragt folkelig og nødvendig dialog frem om både traditioner og fornyelse.

  • Marie Holt Hermansen. Marie Holt Hermansen er en stærk stemme for børn og unges trivsel og rettigheder – både som tidligere elevformand og som aktiv debattør. Med sin egen sygdomserfaring har hun bragt vigtige perspektiver ind i debatten om fraværsregler og sygemeldinger for unge på uddannelser. Hun kombinerer personlig indsigt med politisk tæft og viser, hvordan unges stemmer og erfaringer kan bidrage til mere retfærdige og dialogbaserede løsninger.

  • Minik Rosing. I en polariseret debat om Rigsfællesskabet har Minik Rosing været en rolig, reflektet og konstruktiv stemme. På tværs af generationer og perspektiver har han med respekt og indsigt bidraget til en mere nuanceret samtale om relationen mellem Grønland og Danmark. Han har vist, at det er muligt at tage del i en kompleks debat uden at gå på kompromis med hverken tydelighed eller gensidig forståelse.

Vinderen afsløres ved en prisoverrækkelse på Folkemødets Hovedscene fredag den 13. juni 2025 klokken 9.30-10. Præmien består i muligheden for at planlægge en aktivitet på Hovedscenen på Folkemødet.

Juryen bag udvælgelsen

En nyetableret jury har forestået udvælgelsen af de nominerede. Juryen består af én repræsentant fra hver af partnerorganisationerne:

  • Christine Lund Ravn, forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd
  • Per Paludan Hansen, formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd
  • Lasse Bastkjær Jensen, direktør for Strategi og Brugere, DR
  • Mathias Faaborg, bestyrelsesformand, Folkemødet

DFS på Folkemødet

Find programmet for DFS' scene og se hvor DFS ellers deltager i arrangementer på Folkemødet