Pulje på 1 mio. kroner til indsatser, der styrker demokratiet

Pulje på 1 mio. kroner til indsatser, der styrker demokratiet

Redaktionel dato: 21. januar 2025

LB Foreningen uddeler penge i tre af landets regioner til projekter og indsatser, der udvikler demokratiet. Man kan søge op til 200.000 kroner og ansøgningsfristen er 31. marts 2025.  

Har du et projekt, der styrker vores demokrati. Så kan du søge penge fra en pulje, som LB Forening står bag. Foto: LB Forening.

Har du et projekt, der styrker vores demokrati. Så kan du søge penge fra en pulje, som LB Forening står bag. Foto: LB Forening.

LB Foreningen tager med en pulje, der er åbnet for nyligt, fat på udfordringer med det demokratiske engagement. Demokratiet er under pres flere steder i verden, og i Danmark oplever man en faldende demokratisk selvtillid blandt unge og dermed en manglende lyst til at engagere sig i demokratiet. Den udvikling vil LB Foreningen gerne være med til at vende ved at nære og udvikle de lokale demokratier.

I beskrivelsen af puljen skriver LB Forening:

”Demokrati er ikke noget, som kun foregår hvert fjerde år i en stemmeboks. Det udleves hver dag i frivillige foreninger, beboerdemokratier, børnedemokratier, ældreråd og meget mere.”  

Det engagement vil LB Foreningen i tre regioner – Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Region Syddanmark gerne understøtte. Derfor uddeler de nu 1 mio. kroner til indsatser og projekter, som understøtter, udvikler og skaber demokratiet i de nære fællesskaber i hele regionen.

LB Foreningen ønsker med midlerne bl.a. at se ansøgninger til: 

  • Projekter, der engagerer grupper, der i dag er underrepræsenterede i den demokratiske samtale, fordi de enten ikke har traditionen, føler sig marginaliseret eller ser demokratiet som noget, der ikke angår dem. 

  • Indsatser der er med til at øge den demokratiske forståelse, som gives i grundskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser, højskoler, efterskoler og folkeoplysende indsatser.
     
  • Indsatser der sætter fokus på forskellige typer af lokale demokratier som eksempelvis foreninger, beboerdemokratier, børnedemokratier, ældreråd mv.

  • Projekter, der sætter fokus på det kommunale og regionale demokrati. Vi støtter dog ikke partipolitiske foreninger. Vi ønsker at sætte fokus på demokratiet som institution, og hvordan vi udvikler og forstærker dette, men ønsker ikke at fremme et parti fremfor et andet, og derfor vil det ikke være muligt for partipolitiske foreninger at få støtte gennem vores uddelinger.

Man kan søge op til 200.000 kroner og ansøgningsfristen er 31. marts 2025.  

Læs mere og find link til ansøgningsskema