Seneste nyheder
FO-Aarhus kan med 95 millioner kroner fra Nordea-fonden gå jublende på sommerferie. Pengene skal forvandle Bunkeren i Aarhus til et samlende kulturhus i den nye bydel Margrethebjerg.

DFS afholdt Folkeoplysningens Dag 2022 i Frøberts Auditorium i Bunkeren. Foto: DFS.
Af Anine Nathalie Neumann Mansur
I de sidste fem år har Bunkeren på Olof Palmes Allé i Aarhus lagt lokaler til fællesskab, kultur og inklusion.
Den dagsorden bliver nu mejslet i beton.
FO-Aarhus, der er medlem af Fora, vil med en bevilling på 95 millioner kroner fra Nordea-fonden forvandle den brutalistiske betonbygning til et åbent, inkluderende og bæredygtigt kultur- og fællesskabshus frem mod 2028.
”Vi drømmer om at skabe et sted, der bliver ramme for kultur, fællesskaber, forenings- og fritidsliv, og som bliver en central aktør i den kommende bydel som mødested for områdets beboere og borgere i hele Aarhus,” siger Anne Thorø Nielsen, skoleleder for FO-Aarhus i en pressemeddelelse.
I det nye moderne kulturhus får borgere, foreninger, kunstnere, erhvervsliv og udsatte grupper rammerne til at mødes om folkeoplysende aktiviteter, der vil spænde bredt fra værksteder og læsegrupper til fællesspisninger og koncerter.
Den brede håndsrækning taler ind i Nordea-fondens fokus på blandt andet at understøtte aktivt medborgerskab, fremme fællesskaber og styrke forståelse og dialog mellem forskellige befolkningsgrupper.
”Den ikoniske bygning kommer til at danne ramme for nye fællesskaber, foreningsliv og folkeoplysning – for en meget bred og mangfoldig gruppe af borgere,” siger Christine Paludan, uddelingschef i Nordea-fonden i pressemeddelelsen.
Bunkeren blev opført som Danmarks Journalisthøjskole i 1973 og har huset journaliststuderende indtil 2020, hvor de flyttede ud.
I dag driver FO-Aarhus bygningen. De har længe arbejdet på at udvikle Bunkeren som et kulturelt fyrtårn og er også partner i Aarhus Kommunes projekt Imperfect City, der med 37 millioner kroner fra EU-puljen New European Bauhaus skal udvikle bydelen Margrethebjerg med fokus på bæredygtighed, inklusion og æstetik.
Sidste år smed Aarhus Byråd 10 millioner kroner efter projekt Kulturhus Bunkeren.