Vi skal genstarte de aktive og dybe fællesskaber

Der er mange gode takter i anbefalingerne fra Kulturministeriets genstartsteam. Men borgerne savner ikke kun tilskueroplevelser. Glem ikke foreningslivets fokus på de dybe fællesskaber.

Debatindlæg på Altinget.dk af Per Paludan Hansen, formand for DFS og Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef i DFS

(Foto: Peter Grosen)

Fredag den 26. februar afleverede det såkaldte ’genstartsteam’ deres anbefalinger til en genstart af kultur– og idrætslivet til kulturministeren. Genstartsteamet har fået 50 millioner kroner at gøre godt med på den korte bane.

Forinden var en række aktører – blandt andet vi i Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) – blevet inviteret til at fremsende ideer og forslag til genstartsteamets arbejde med at formulere anbefalinger.

Mere end idræt og kultur

Overordnet vil vi starte med at anholde, at ordet ’foreningsliv’ ikke inkluderes i genstartsteamets rapport. Der tales om ”idræts- og kulturliv”, og i den øvelse glemmer mange, at der findes tusindvis af folkeoplysende foreninger – som både omfatter idræt, amatørkultur, idépolitiske foreninger med meget mere – rundt omkring i Danmark.

Kulturministeriet repræsenter os alle – både idrætten, de store kulturinstitutioner og et omfattende folkeoplysende foreningsliv. Det håber vi, at myndighederne bliver bedre til at huske og anerkende.

Når det er sagt, er det med stor glæde, at vi nu kan læse, at flere af vores forslag til en stærk genåbning af folkeoplysningen er kommet med i anbefalingerne.

Innovationslaboratorium

Vi foreslog blandt andet nedsættelsen af en ekspertgruppe med deltagelse af aktører fra folkeoplysningen, som på baggrund af covid-19-erfaringerne indsamler og videreudvikler nye og kreative måder at involvere og oplyse borgerne på, blandt andet i hybride former, der blander fysisk og digital deltagelse.

Genstartsteamet anbefaler i deres rapport, at der afsættes 6 millioner kroner til et innovationslaboratorium, som skal understøtte udvikling af kreative løsninger, formater og koncepter på tværs af idræts- og kulturlivet. De kreative løsninger har til formål at få borgerne tilbage til kultur- og idrætslivet.

Teamet understreger, at det er vigtigt, at løsningerne udvikles i tæt samarbejde med de aktører, som står med udfordringerne, hvilket vi er meget enige med dem i. Hvis ikke man involverer aktører fra praksis, har en ekspertgruppe eller et innovationslaboratorium ingen legitimitet.

Fælles – ikke kun om at være tilskuere

DFS foreslog også genstartsteamet at bruge nogle midler på en national kampagne på tværs af Kulturministeriets område, hvor både myndigheder og aktører selv opfordrer borgerne til at vende tilbage til foreningslivet.

Også denne anbefaling er at finde i genstartsteamets rapport. Her vil vi dog pege på, at det er afgørende, at en sådan kampagne ikke bare sigter mod at få folk til at gå i biografen og til superligafodbold igen – men at der er et stærkt fokus på at invitere borgerne tilbage i de dybe fællesskaber – de fællesskaber, hvor det betyder noget at være sammen om et fælle tredje.

Klippekort og bundfradrag

Udover at levere anbefalinger på den korte bane, som beløbsmæssigt tangerer de 50 millioner kroner, som genstartsteamet har fået til rådighed, leverer de også en række mere langsigtede anbefalinger, som både i tid og økonomi rækker ud over deres opdrag. Men det har heldigvis ikke stoppet teamet.

De anbefaler nemlig blandt andet, at der etableres en klippekort-ordning til aktiviteter inden for kultur- og idrætslivet til børn og unge, herunder særligt sårbare børn og unge. For at få de voksne tilbage i foreningslivet anbefaler teamet, at man kan arbejde med et nyt bundfradrag hvad angår kultur- og idrætsaktiviteter, hvilket altså ville gøre det mærkbart billigere at deltage i kultur- og idrætsaktiviteter.

Også dette økonomiske incitament til at få borgerne tilbage i foreningslivet har vi i DFS foreslået genstartsteamet. Vi er nemlig ikke et sekund i tvivl om, at vi ikke bare med et fingerknips kommer tilbage til før-corona-niveau i folkeoplysningen.

Tilbage til den fælles aktivitet

I løbet af den lange nedlukningsperiode har alt for mange borgere været afskåret fra at deltage i de dybe fællesskaber, som folkeoplysningen tilbyder. Ikke mindst kommer vi til at skulle lægge en stor indsats for at få de sårbare borgere tilbage i vores foreningsliv.

Og for mange borgere – ikke mindst i yderområderne, hvor de mere publikumsprægede kulturelle aktiviteter er få – er aftenskolekurser, arrangementer i det lokale medborger- eller kulturhus og deltagelse i de mange lokale folkeoplysende foreningers aktiviteter de eneste fællesskaber, der er tæt på. Derfor er det helt afgørende, at vi ikke glemmer folkeoplysningen, når vi, der bor i storbyen, taler så meget om savnet af biografture og teaterforestillinger.

For mange steder i Danmark findes der slet ingen biograf eller teater. Men i stort set alle kroge af Danmark findes et medborgerhus, et lokalt bibliotek, en aftenskole eller et amatørkor, som tilbyder det unikke, som folkeoplysningen kan: At samles om en fælles aktivitet.

Folkeoplysning uden paskontrol

Lad os til sidst også pege på et element i genstartsteamets rapport, som giver os lidt panderynker. Genstartsteamet foreslår nemlig, at ”kultur- og idrætslivet tænkes ind fra start ifm. udviklingen af et coronapas, så coronapasset hurtigst muligt kan komme i anvendelse på tværs af kultur- og idrætslivet”. Det står lidt uklart for os, om ideen om et coronapas udelukkende tænkes anvendt til de store kultur- og idrætsarrangementer (som f.eks. festivaler og Superligakampe), eller om det også anbefales, at passet skal kunne gælde som adgangsbillet til deltagelse i f.eks. aftenskoleforløb, højskoleophold eller foredrag på Folkeuniversitet. I hvert fald vil vi advare imod det sidste.

Det giver naturligvis mening med et coronapas til f.eks. en festival, hvor rigtig mange mennesker samles på én gang. Men i folkeoplysningen, som jo typisk består af gentagne aktiviteter over tid, er det yderst vigtigt, at fællesskaberne er for alle – uagtet om man har coronapas eller ej.

Der kan være forskellige årsager til, at en borger ikke har et coronapas, men de er i givet fald private, og dem hverken bør eller vil vi som folkeoplysende aktører blande os i. Derfor vil vi være ikke bare være kede af, men også klart tage afstand fra at skulle være kontrolagenter, der uddeler billetter ved indgangsdøren.

I folkeoplysningen er alle velkomne – høj som lav, rig som fattig, coronapas eller ej. Vi ønsker på ingen måde at bidrage til et samfund, der stigmatiserer dele af befolkningen ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv eller som konsekvens af borgernes private valg. Derfor siger vi i folkeoplysningen ja tak til langt de fleste af genstartsteamets anbefalinger, men nej tak til coronapasset.