Hils på Stine

Hils på Stine

Redaktionel dato: 8. september 2021

Hej! Jeg hedder Stine.

Jeg er en 24-årig aarhusianer, der bor på Østerbro i København, hvor jeg studerer sociologi på KU.

På studiet er jeg blevet helt vild med Honneth og Habermas. De ka’ sgu noget. Heldigvis skal jeg snart til at anvende deres teorier og metoder i praksis, da jeg lige er startet som praktikant i Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS.

Her er jeg blevet tilknyttet DFS’ afdeling for Politik og Udvikling, og min primære opgave bliver at gennemføre en analyse, der kan kaste lys over de lokale folkeoplysende skoler og foreningers samarbejde med kommunerne.

Det skulle vidst være en større opgave?

Det bliver i hvert fald spændende, og jeg håber, at mit arbejde kan bidrage til, at de lokale samarbejder bliver endnu bedre i fremtiden.

Når jeg ikke lige nørder samfundspatalogier på studiet eller er i praktik i DFS, så elsker jeg at gå til koncerter, spise moules frites og hoppe i vandet, når vejret tillader det.  

Og så bruger jeg også min fritid som frivillig bisidder i Dansk Flygtningehjælp. Her sidder jeg med om bordet, når flygtninge holder møder med kommuner og styrelser. Det er virkelig meningsfuldt og spændende at beskæftige sig med de processer og udfordringer, der kan ligge i menneskets møde med systemet.

Med i rygsækken har jeg også ophold på Testrup Højskole, gode og dårlige oplevelser fra foreningslivet i  min hjemby og mange input fra diverse debataftener. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde med folkeoplysning hos DFS.

Hvis I har nogle idéer til, hvad jeg skal fokusere på i min analyse, så tøv ikke med at skrive til mig på ssk@dfs.dk

Jeg håber at høre fra jer!