DFS' årsmøde 2025

DFS' årsmøde 2025

Arrangementsdato: 24. april 2025

DFS inviterer til årsmøde torsdag d. 24. april 2025 fra 13.00-15.45 i Kosmopol, Fiolstræde 44, 1171, København K, hvor vi sætter fokus på foreningernes rolle i fremtidens demokrati

Foto: Upsplash

Foto: Upsplash

Program og tilmelding

Hvem har magten? Foreningernes rolle i fremtidens demokrati

I 175 år har folkeoplysende skoler og foreninger været med til at forme det samfund, som vi alle er en del af. Det har været medvirkende til, at Danmark i dag er et velfungerende repræsentativt demokrati. Et demokrati, hvor retssikkerheden er høj, hvor domstolene er uafhængige, hvor pressen er fri, og hvor civilsamfundet skaber rammen om en befolkning med en høj grad af ytrings- og foreningsfrihed.

Men demokratiet kommer ikke af sig selv, og vilkårene for vores folkestyre er under konstant forandring.

På DFS’ årsmøde, der afholdes den 24. april på Kosmopol, Fiolstræde 44 i København, sætter vi derfor fokus på, hvilken rolle folkeoplysende skoler og foreninger spiller for demokratiets tilstand anno 2025, samt hvordan vi kan styrke folkeoplysningens rolle som demokratiske arenaer.

Moderator og journalist, Niels Krause Kjær, kommer til at tage os trygt igennem dagen, hvor I kan møde repræsentanter fra civilsamfundsorganisationer, videncentre, tænketanke, ministerier, fonde, folketingspolitikere og selvfølgelig DFS-medlemskreds.  

Keynote-taler Anne Skorkjær Binderkrantz, der er professor i statskundskab og medlem af forskningsledelsen for ’Magtudredningen 2.0’, kommer til at udfordre tesen om, at foreninger fungerer som centrale arenaer for samfundsforandringer, repræsentation og politisk engagement.

Et panel bestående af aktører fra folkeoplysningens skoler og foreninger og politikere kommer til at debattere folkeoplysningens rolle i demokratiet og runde temaer som demokratisk deltagelse, politikudvikling, dannelse, tillid, marginalisering og meget mere. 

Program


Kl. 13.00 Velkomst
v/ Niels Krause-Kjær, moderator, og Per Paludan Hansen, formand for Dansk
Folkeoplysnings Samråd.


Kl. 13.30 Hvad er foreningernes rolle i fremtidens demokrati?
Oplæg v/ Anne Skorkjær Binderkrantz, medlem af forskningsledelsen for Magtudredningen,
professor i statskundskab, Aarhus Universitet.


Kl. 14.10 Tale v/ Morten Dahlin, Minister for byer og landdistrikter

 

Kl. 14.30 Kaffepause

 

Kl. 14.45 Debat: Folkeoplysningen som kanal for samfundsforandring,
repræsentation og politisk engagement?
v/ Toke Halskov Kristensen; formand for AKKS, Benedikte Kaalund; sekretariatschef FOF;
Rosa Lund, MF, demokratiordfører (EL) og medlem af Magtudredningens følgegruppe, m. fl.

 

Kl. 15.30 Bobler og netværk

 

(programmet er med forbehold for ændringer)