Vil du gerne vide mere om, hvordan kommunerne arbejder med at anvise lokaler og uddeler lokaletilskud til foreninger, aftenskoler og andre folkeoplysende aktører?
På kurset får du indblik i de lovgivningsmæssige rammer og de praktiske udfordringer, der kan opstå i arbejdet med lokaleanvisning og tilskud. Du lærer også om, hvordan kommunerne prioriterer og træffer beslutninger på området.
Derudover kommer kurset også omkring disse emner:
- Anvisning af lokaler efter folkeoplysningsloven og efter kommunalfuldmagten
- På hvilke områder kan kommunen selv fastsætte retningslinjer?
- Hvad skal et ’egnet’ lokale leve op til?
- Lokalefordelingsregler: Hvem skal prioriteres, og hvad kan kommunen prioritere imellem?
- Hvem har kompetencen til at tage beslutninger: Hvad skal i folkeoplysningsudvalget, og hvad skal op i kommunalbestyrelsen?
- Samarbejdet mellem forening/aftenskole og kommune
- Beregning af lokaletilskud, herunder: Hvad kan der gives tilskud til
- Hvornår kan lokaletilskud nægtes
- Den gode sæsonfordeling
- Sondringen mellem kommerciel og folkeoplysende aktivitet.
Undervejs vil være plads til at diskutere konkrete eksempler og dilemmaer fra deltagernes hverdag.
Kurset er målrettet medlemmer af kommunernes folkeoplysningsudvalg, medarbejdere i kommunernes fritidsafdelinger, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer hos aftenskolerne, bestyrelsesmedlemmer i idrætsforeninger og medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i idrætssamvirker, spejdersamvirker eller kulturelle samråd.
Praktisk
Tid: Tirsdag den 17. november fra 10.00 til 15.00
Sted: Glostrup Fritidscenter
Tilmeldingsfrist: 8. november 2026
Arrangør: Fritid & Samfund