Efterskoleelever gennemførte online-festival om verdensmålene

Efterskoleelever gennemførte online-festival om verdensmålene

Den sidste tirsdag i april slog hundredvis af engagerede efterskoleelever et vigtigt slag for verdensmålene. På Fælles Forandring - efterskolernes online verdensmålsfestival lancerede de et helt kartotek fuld af elevproducerede film om verdensmålene.

Efterskoleelever gennemførte online-festival om verdensmålene

Efterskoleelever diskuterer verdensmål (Foto: Ida Priyanka)

”Dagen var virkelig lærerig, hyggelig og dejlig at være en del af. Det er vildt fedt at opleve at så mange skoler arbejder med verdensmålene og mega fedt at ‘møde’ alle de andre elever og deres verdensmålsfilm,” siger Alba Thia Jensen på 16 år, som er elev på Baunehøj Efterskole og var en af værterne på tirsdagens arrangement.

Verdensmålskartotek
Seks efterskoler fra Sjælland deltog sammen - hver for sig. Gennem en fælles online medieplatform og et live-studie med efterskoleværter, blev skolerne præsenteret for motiverende taler, film og musik.
Skolerne kunne på samme tid lave verdensmålsaktiviteter på deres egen efterskole og følge festivalprogrammet på computeren. Eleverne havde forberedt sig og produceret film til et fælles verdensmålskartotek på Fælles Forandrings hjemmeside.

Elevernes film motiverede minister til et spontant besøg
Dagens program bød på alt fra elevbrandtaler, TV-kok, quizzer, yoga til et utal af film fra elever samt en håndfuld livekoncerter. Nyheden om elevernes verdensmålsfestival og indsats var blandt andet nået til udviklingsminister, Rasmus Prehn, der spontant gæstede festivalen live.
Projektleder Charlotte Hedevang Nielsen udtaler:
“Jeg håber, at eleverne er stolte, og at det samlede verdensmålskatotek vil sprede inspiration og motivation på mange skoler. Filmene er en sjov, kreativ og spændende måde at sætte verdensmålene på skoleskemaet”.

Læs mere og se videoerne på Fælles Forandrings hjemmeside  - eller på Facebook, Instagram og YouTube

Fælles Forandring - efterskolernes verdensmålsfestival er et treårigt projekt, der løber fra 2020-2022. Efterskoleforeningen er projektejere og projektet udføres med støtte fra Tuborgfondet. Projektet arbejder for at få verdensmål til at blive hverdagsmål på landets efterskoler og mest af alt for at engagere eleverne i at tage del i verdensmålene. Grundet COVID-19 krisen er kræfterne lagt om til online verdensmålsfestival.

Fælles Forandrings principper er:
1. Faglighed med mening (praksisnær)
2. Ung til ung læring om Verdensmålene
3. Festivalerne som genkendeligt brand
4. Ejerskab, bæredygtig dannelse og handling