Enigt folketing sender redningskrans til folkeoplysningen

Enigt folketing sender redningskrans til folkeoplysningen

Ny pakke skal supplere erhvervspakkerne og sikre aftenskoler, folkeuniversiteter og højskoler op til 90 % af deres tab under corona-krisen. Kommunerne opfordres til at udbetale den allerede bevilligede støtte – også selv om aktiviteter bliver aflyst.

Enigt folketing sender redningskrans til folkeoplysningen

Foto: Peter Grosen

”Det er virkelig godt, at alle Folketingets partier og regeringen holder hånden under det folkeoplysende arbejde. Nu får vi mulighed for betale underviserne løn og for at tilbagebetale deltagerbetaling.
Det viser, at politikerne har blik vores særlige karakter som non-profit foreninger, men også for vores betydning som rammer for fællesskaber. Til gengæld er folkeoplysningen selvfølgelig parat til at tage det ansvar på sig og arbejde for, at befolkningen og samfundet kommer godt igennem krisen og godt i gang igen bagefter.”
Sådan lyder DFS’ formand, Per Paludan Hansens kommentar til den aftale, Folketingets partier og regeringen indgik i dag. 

Indsatsen bærer frugt
Også DFS’ sekretariatschef er glad:
"DFS har gjort en stor indsats for at sikre de folkeoplysende aktører, der mister mange midler i tabt egen- og deltagerbetaling. Jeg er enormt glad for, at det nu bærer frugt,” siger Carolina Magdalene Maier og tilføjer:
”Det er helt afgørende for folkeoplysningens overlevelse i forbindelse med corona-krisen, at både det offentlige tilskud og deltagerbetalingen sikres. Ellers kan vi ikke tilbyde de folkeoplysende aktiviteter, som vi plejer, på den anden side af krisen. Og det er jo netop i krisetider som disse, at vi har brug for den folkelige oplysning og de folkeoplysende fællesskaber."

Aftalen hovedpunkter

1) Kulturministeriet får tilført 141 mio. kr. til en hjælpeordning, som skal kompensere højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteter for op til 90 pct. af deres tabte deltagerbetaling for perioden 9. marts til 8. juni 2020. Skolerne kan søge af disse midler for at dække tab, som de store erhvervspakker ikke dækker.

2) Kulturministeren har udarbejdet en bekendtgørelse, der giver kommunerne mulighed for at udbetale de tilskud til folkeoplysende foreninger, idrætsforeninger og aftenskoler, som de var stillet i udsigt forud for nedlukningerne, selv om aktiviteterne ikke bliver gennemført.
Samtidig opfordrer ministeren kommunerne til at bruge denne mulighed. Formanden for Kommunernes Landsforenings kulturudvalg, Leon Sebbelin, bakker denne opfordring op.

Læs hele aftalen

Læs Leon Sebbelins udtalelse

 

Supplements-ordning
Som det fremgår af boksen og af aftalen, skal de folkeoplysende skoler og foreninger først søge i Erhvervsstyrelsen om økonomisk støtte via de generelle erhvervs-hjælpepakker. Hvis det ikke dækker op til 90%, kan de søge støtte via den netop aftalte ordning under Kulturministeriet.
Der kan være en del administrativt arbejde i at skulle søge to forskellige steder. I folkeoplysningen er vi ikke vant til at søge erhvervsstøtte og at samarbejde med Erhvervsstyrelsen – og omvendt. Derfor kan man risikere, at der opstår misforståelser og problemer, når det oven i købet gælder helt nye støtteordninger.
Både Carolina Magdalene Maier og Per Paludan Hansen opfordrer skoler og foreninger i DFS’ medlemskreds til at kontakte DFS, hvis de oplever problemer med erhvervsstøttepakkerne.
”Vi har en tæt kontakt til Kulturministeriet, som vil hjælpe med at løse disse problemer,” siger Per Paludan Hansen.
”I det hele taget vil jeg godt gentage min tidligere opfordring til at kontakte DFS, hvis medlemsorganisationerne støder på problemer i den aktuelle situation, f.eks. på områder, som vi ikke har haft øje for i DFS endnu,” siger Carolina Magdalene Maier.

Tre udeståender
Der er stadig tre udeståender, som DFS vil arbejde videre med.
For det første mangler der en løsning for de foreninger og skoler, som får over 50% i offentlig støtte, og som derfor ikke kan søge erhvervs-hjælpepakkerne.
”Lige nu står disse foreninger og skoler overfor en uoverskuelig udfordring, og vi hører, at flere er begyndt at gå konkurs. Derfor haster det med at løse dette udestående. DFS ønsker, at denne 50% grænse afskaffes fuldstændigt. DFS har både henvendt sig til Kulturministeriet og Finansministeriet med dette ønske,” siger Carolina Magdalene Maier.
Dette problem skal løses gennem ændringer i erhvervs-hjælpepakkerne, og det vil komme til foregå i Finansministeriet.
For det andet har en del folkeoplysende foreninger modtaget støtte eller bevillinger fra nævn og styrelser gennem eller under Kulturministeriet, blandt andet fra Europanævnet. Flere har fået at vide, at det forventes, at de aktiviteter, som bevillingerne vedrører, fortsat skal gennemføres - blot senere på året.
”For mange foreninger er det logistisk umuligt at lægge mere aktivitet oven på det allerede planlagte i efteråret. Derfor ønsker DFS, at ministeriet dispenserer fra de oprindelige forventninger til aktivitet og accepterer, at bevillingerne udbetales, selv om nogle af dem ikke udmøntes i aktivitet.”
Endelig kan der opstå et problem med aftens udløbsdato den 8. juni.
”Vi ved ikke, hvor vi står i begyndelsen af juni, og der er ingen garanti for, at de folkeoplysende aktiviteter kan være tilbage på fuldt tryk på det tidspunkt. Konkret har oplysningsforbund kursusvirksomhed, der går langt ind i sommermånederne, og højskolerne gennemfører ugekurser hen over sommerferien.
Både ministerium, Folketinget og vi må nøje følge udviklingen op til 8. juni, så der ikke er nogle, der taber på den udløbsdato,” siger Per Paludan Hansen.
Partierne bag aftalen mødes i maj for at se på eventuelle problemer i forbindelse med udløbsdatoen.

Læs politikernes kommentarer til aftalen