Højskoler, efterskoler og frie fagskoler slipper for den årlige to procents besparelse, som de har måttet trækkes med siden 2016. Til gengæld truer en drastisk nedskæring de frie grundskoler.
På linje med andre undervisnings- og kulturinstitutioner har de tre folkeoplysende skoleformer siden 2016 skullet spare to procent om året. I regeringens forslag til finanslov for 2020 bliver det såkaldte omprioriteringsbidrag afskaffet for undervisningsinstitutionerne og højskolerne, men ikke resten af kulturområdet.
Højskolernes forening, Efterskoleforeningen og foreningen Frie Fagskoler er medlem af DFS. Dansk Friskoleforening er associeret medlem.
Meget at indhente
”Selvfølgelig er vi glade for, at vi ikke bliver beskåret yderligere med 2 procent. Men det kommer efter flere år med 2 procents nedskæringer og en særbesparelse på 20 procent i 2016. Reelt har skolerne ikke en finansiering af den udgiftskrævende praksis-undervisning, som vi skal levere ifølge loven. Vi håber, at denne finanslov kan begynde og løse det problem,” siger Christian Legarth, sekretariatsleder i Frie Fagskoler i en kommentar til finanslovsforslaget.
Ind til benet
Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, er glad for, at højskolerne undgår at spare i alt 12 mio. kr., men også hun sætter det i sammenhæng med flere års besparelser. Højskolerne blev beskåret med genopretningspakken fra 2010 og har mærket omprioriteringsbidraget fra 2016. Det har ført til lukninger.
”Der er ikke mere at komme efter. Der er skåret helt ind til benet, og vores skoler er pressede. I øjeblikket står mange højskolebygninger og falder hen, fordi der ikke er råd til at prioritere renovering,” fortæller Lisbeth Trinskjær til Altinget.
”At de fjerner besparelsen, betyder, at vi kan tænke en lille smule længere og fokusere på det, vi er gode til: at skabe trivsel blandt og dannelse af unge” siger hun.
Universiteterne slipper også for to procents besparelsen, men de mister til gengæld et større tilskud på andre poster. Det sker hverken for efterskolerne, de frie fagskoler eller højskolerne.
De årlige tilskud til DFS og oplysningsforbundene fortsætter uændret i 2020 i finanslovsforslaget.
3.000 kroner mindre pr. elev
Af finanslovsforslaget fremgår det, at de frie grundskoler fra 2021 får 300 mio. kr. mindre i støtte, svarende til 3.000 kr. pr. elev.
”Det her er meget alvorligt. Vi kan se, at antallet af skoler med underskud risikerer at blive tredoblet, hvis vi bliver udsat for de her besparelser. Det siger sig selv, at selvejende institutioner med underskud ikke i længden er holdbart«, siger Peter Bendix Pedersen, der er formand for Dansk Friskoleforening.
Friskolerne må sætte deres lid til de partier, som forventes at lægge stemmer til regeringens finanslovsforslag. Her har SF, Enhedslisten og De Radikale allerede meldt ud, at de ikke støtter denne besparelse – i øvrigt på linje med Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti.