Kulturminister Joy Mogensen siger
”Højskolerne, aftenskolerne, foreningerne og Folkeuniversitet har lidt store økonomiske tab som følge af nedlukningen. Nu er der hjælp på vej med en kompensationsordning på 141 mio. kr. Samtidigt opfordrer aftaleparterne kommunerne til at udbetale de tilskud, som blev lovet foreninger og aftenskoler inden corona-krisen.
Jeg er glad for, at der er opbakning på tværs af de politiske parter til disse tiltag. Jeg håber, at vi i fællesskab kan forhandle flere løsninger på plads snart.”
Kim Valentin, Venstre
”I en tid med krise så er folkeoplysning, højskoler og folkeuniversiteter vigtige brikker for at få samfundet til at virke igen. Aftalen er med til at holde hånden under kulturDanmark. Dejligt at få den brik på plads.”
Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti
“Dansk Folkeparti er tilfredse med aftalen, og vi glæder os over, at der er tilført nye midler. Nu kan der komme ro i maven hos parterne derude, og det er godt for alle.”
Marianne Jelved, Radikale Venstre
”Jeg er stærkt tilfreds med, at der i enighed er fundet en løsning, så folkehøjskolerne, folkeoplysning og Folkeuniversiteterne kan fortsætte deres arbejde med deres demokratiske og dannende forpligtelser.”
Anna Brændemose, Socialistisk Folkeparti
”I SF er vi glade for, at vi har lavet en aftale der hjælper højskolerne, aftenskolerne, folkeoplysningen og Folkeuniversiteterne. Fremtiden har været meget usikker for dem, og derfor er det vigtigt, at der er skabt sikkerhed om deres tilskud og sørget for at de kan blive kompenseret for deres tabte deltagerbetaling. Samtidig er vi stadig bekymrede for konsekvenserne for dem på længere sigt. Derfor er det vigtigt, at vi mødes igen i maj og får lavet nye løsninger.”
Mai Villadsen, Enhedslisten
“Vi skal værne om vores kulturarv. Derfor er jeg glad og lettet over, at vi nu har fundet en løsning for højskolerne og folkeoplysningen.”
Mai Mercado, Konservative
”Konservative er glad for den brede politiske opbakning til vores forslag om at 90% af den tabte deltagerbetaling kompenseres for folkeoplysningen. Folkeoplysningen er kendetegnet ved mange små foreninger, der ikke må oparbejde en større egenkapital og derved står med en meget lav likviditet og er ekstra sårbare."
Vi er tilfredse med at det gælder alle former for aktivitet (både kurser, debatarrangementer, foredrag m.m). Vi er også tilfredse med at ordningen skal være administrativt enkel og kriterierne drøftes med paraplyorganisationerne på området. Slutteligt glæder det os at grænserne for fælles fysisk undervisning fjernes, således at mere bliver online imens der er forsamlingsforbud.”
Uffe Elbæk, Uden for folketingsgrupperne:
”Det er en stor lettelse, at der nu er bred politisk enighed om at lægge et økonomisk sikkerhedsnet ud under folkeoplysningen, højskolerne og folkeuniversiteterne. For ellers var det centrale dele af demokratiets infrastruktur, der var truet."