Kulturinstitutioner, højskoler, aftenskoler, foreninger og organisationer, der udbyder kultur-, idræts-, foreningsaktiviteter, kan nu søge tilskud til aktiviteter for sårbare, udsatte og ældre under corona-krisen.
Mange sårbare, udsatte og ældre borgere har det svært under corona-krisen. Ensomheden er blevet et større problem. Deltagelse i kultur, idræts og foreningsaktiviteter kan bringe disse mennesker ind i fællesskaber, hvor de oplever et sammenhold med andre.
For at støtte den slags aktiviteter har regeringen etableret en pulje på 19,4 mio. kr., som blandt andet aftenskoler, højskoler og andre folkeoplysende organisationer kan søge.
Det gør folkeoplysningen allerede
Chefkonsulent i DFS, Helle H. Bjerregård, som de sidste par uger har været i kontakt med mange af DFS’ medlemmer, som allerede har gang i en lang række lokale aktiviteter for udsatte og sårbare, opfordrer DFS medlemsorganisationer og deres skoler og foreninger til at søge i puljen:
”At deltage i folkeoplysning er i selv en mulighed for at slippe ud af ensomhed, og mange folkeoplysende aktiviteter er særlig rettet til sårbare og udsatte grupper og til ældre.”
I puljereglerne er der nogle krav til ansøgerne. Helle H. Bjerregård forklarer:
”Folkeoplysende skoler og foreninger, som ansøger puljen, skal indgå i et samarbejde med ”en social aktør eller institution”. Det er ikke præciseret yderligere, hvem dette kunne være, men det vil jo være oplagt at skele til andre organisationer med samme interesse som os for aktivitet, fællesskab og oplysning, som f.eks. de frivillige sociale foreninger, handicap- og patientorganisationer, bosteder, plejehjem, krisecentre eller kommuner. Men en aftenskole eller en forening kan ikke søge alene.”
Større og mindre projekter
Ansøgere kan både søge tilskud til mindre projekter, hvor der er løbende ansøgningsfrist, og til større projekter, hvor der er ansøgningsfrist den 8. juni og igen den 1. september 2020.
Hvis man søger de store projekter, skal man dokumentere kendskab til og erfaring med målgruppen, dvs. at man har gennemført projekter for målgruppen.
”Det er en god grundregel i ansøgninger og projekter, uanset størrelse, at man har et vist kendskab til dem, man vil lave noget for og med, så man selv – og dem der giver pengene – er rimelig sikker på, at ramme de rigtige behov og mennesker med aktiviteten, så den kan gennemføres og gør den forskel, man håber på,” siger Helle H. Bjerregård.
Hun mener ikke, at man behøver tage begrebet ”projekter” så bogstaveligt i denne sammenhæng:
”Det tolker jeg således, at naturligvis har man erfaring med målgruppen, når man f.eks. har haft undervisningsforløb for målgruppen, selvom det ikke kaldes et projekt.”
Helle H. Bjerregård opfordrer til, at man studerer Slots- og Kulturstyrelsens retningslinjer grundigt, inden man etablerer et projekt og søger støtte til det.