Endelig er kompensationen til folkeoplysning på plads

Endelig er kompensationen til folkeoplysning på plads

Redaktionel dato: 20. januar 2021

DFS’ formand er glad for, at det lykkedes at sikre, at de folkeoplysende skoler kun skal søge ét sted. ”Men det er ikke tilfredsstillende, at det skulle tage en måned, når modellen lå klar fra foråret 2020,” siger Per Paludan Hansen.

Af Michael Voss

”Det lå lige til højrebenet at bruge den model, vi havde i foråret, hvor skolerne kun skulle søge i Kulturministeriets pulje," siger Per Paludan Hansen

”Det lå lige til højrebenet at bruge den model, vi havde i foråret, hvor skolerne kun skulle søge i Kulturministeriets pulje," siger Per Paludan Hansen

”Regeringen har sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet besluttet at udvide den økonomiske hjælp til folkehøjskolerne. Samtidig er partierne enige om, hvordan hjælpen til aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet skal fungere i den kommende tid.”

Det oplyser Kulturministeriet i dag. I alt er der afsat 54 mio. kr. til formålet.

Udsigt til administrativt bøvl

Allerede i midten af december indgik de samme partier en aftale om kompensation for den nye nedlukning til et bredt felt af virksomheder, institutioner og personer, herunder en forlængelse af de generelle hjælpepakker på Kulturministeriets område samt etablering af nye puljer målrettet folkehøjskolerne, museerne og de sæsonafhængige kunstnere i julen.

Men den konkrete udformning af hjælpen til de folkeoplysende skoler fremgik ikke af decemberaftalen. Det skulle partierne forhandle videre. Det er denne aftale, det har taget over en måned at få på plads.

Umiddelbart efter decemberaftalen påpegede DFS et betydeligt problem. Den lagde op til, at skolerne først skulle søge kompensation for faste udgifter og lønkompensation i Erhvervsministeriets generelle pakker. Derefter kunne de søge yderligere kompensation i Kulturministeriet.

”Det er problematisk, at man nu skal gå en længere vej for at søge kompensation frem for at fortsætte den kompensationsmodel, vi kender fra i foråret og fra det nedsatte forsamlingsloft. Det skaber usikkerhed hos vores medlemmer. Det vil jeg tage op med ministeren,” udtalte Per Paludan Hansen den 17. december.

Lige til højrebenet

Men det skulle tage meget længere tid at få det på plads, end DFS’ formand havde forestillet sig.

”Det lå lige til højrebenet at bruge den model, vi havde i foråret, hvor skolerne kun skulle søge i Kulturministeriets pulje. Derfor er det ikke tilfredsstillende, at det skulle tage en måned,” siger Per Paludan Hansen i dag og tilføjer:

”Aftenskolerne er meget pressede af situationen. De har gået hele januar og ventet på besked. I dag er det lønningsdag, og først her til morgen bliver de orienteret om den aftale, der betyder, at de rent faktisk kan udbetale løn.
Så jeg er virkelig glad for, at vi fik ændret modellen, og at kompensation til højskolerne faldt på plads. Men også noget skuffet over, at det tog så lang tid.”

Med aftalen kan Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen nu udforme de præcise retningslinjer og ansøgningsfrister.

”Jeg regner med, at det vil ske i dialog med DFS og andre relevante organisationer. Der går nok et par uger, men nu kan skolerne i hvert fald disponere i tryg forvisning, om at de kan få kompensation for deres indtægtstab,” siger Per Paludan Hansen.

Januar 2021

De nye kompensationsaftaler