Seneste nyheder
Andelsgaarde omdanner landbrug til grønne fællesskaber og skaber folkeoplysning om bæredygtig omstilling. Nu er foreningen blevet medlem af DFS.
Kristine Gårdhus fra Andelsgaarde.
Af Caroline Schrøder
Med klapsalver blev Foreningen Andelsgaarde optaget som nyt medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd på årets repræsentantskabsmøde.
Andelsgaarde blev stiftet i 2018 og er en moderne andelsbevægelse, der arbejder for et grønt og bæredygtigt generationsskifte i landbruget.
Konkret opkøber organisationen landejendomme, som omdannes til regenerative og økologiske landbrug. Samtidig fungerer gårdene som grønne forsamlingshuse, hvor der afholdes arrangementer og skabes rum for fællesskab og folkeoplysning.
I dag ejer Andelsgaarde syv gårde fordelt over hele landet og står årligt bag omkring 175 arrangementer.
Tusindvis af gårdejere
Bevægelsen har gentænkt den klassiske andelsmodel. Gennem et månedligt bidrag bliver medlemmerne medejere af gårdene og får stemmeret på generalforsamlingen.
Derudover bidrager mange aktivt til arbejdet, både i markerne og ved aktiviteter på gårdene. Sidste år rundede Andelsgaarde 3.500 medlemmer.