Ny ansøgningsfrist for DFS’ puljer

Ny ansøgningsfrist for DFS’ puljer

Redaktionel dato: 22. november 2022

Nu er det igen tid til at hive de gode projektideer frem fra skuffen. DFS åbner for den næste runde puljeansøgninger den 4. januar 2023 med frist den 1. februar 2023.

Ny ansøgningsdato og projektperiode

Som noget nyt åbner DFS’ støtte- og udviklingspuljer for ansøgninger allerede i starten af året. Og samtidig udvider vi projektperioden for Kulturministeriets udviklingspulje, som DFS administrerer.

Det betyder, at projektperioden for denne pulje forlænges fra ét til to år. Ansøgere, der får bevilget midler, kan derfor arbejde med deres projekter helt frem til den 1. december 2024, hvor der skal afrapporteres – helt på linje med projektperioden for DFS’ egen udviklingspulje.

”Der har længe været et ønske blandt vores ansøgere om at få længere tid til at gennemføre projekterne i Kulturministeriets udviklingspulje. Derfor er vi glade for, at det nu er en mulighed”, fortæller Stine Hohwü-Christensen, der er udviklingskonsulent i DFS.

FN’s verdensmål

I 2023 vil det prioriterede tema for udviklingspuljerne være FN’s 17 Verdensmål og bæredygtighed.

Målet er, at puljen kan hjælpe folkeoplysende organisationer, skoler og foreninger med at sætte turbo på den bæredygtige udvikling og fremme indfrielsen af FN’s verdensmål i 2030.

Der kan som altid også søges til projekter uden for det prioriterede tema, men ansøgninger inden for temaet vil blive prioriteret. Den samlede ansøgningskvalitet bliver i alle tilfælde taget i betragtning.

Gode råd til ansøgningsprocessen

Det er vigtigt at læse retningslinjerne til den pulje, som organisationen, skolen eller foreningen ønsker at søge. Derefter skal man enten logge ind eller oprette en profil i vores ansøgningssystem.

Vi opfordrer til, at man går i gang med at udfylde og skrive sin ansøgning i god tid. Når man er logget ind i ansøgningsskemaet, gemmer det automatisk arbejdet, så man kan altid vende tilbage til ansøgningen senere og udfylde mere eller omskrive sin tekst, inden den sendes ind.

En anden stor fordel ved at starte i god tid er, at der er tid til at ringe eller skrive til DFS, hvis man ønsker sparring eller kvalificering af sin ansøgning.

Information om DFS’ puljer

Her kan I dykke ned i kriterierne for at søge DFS’ puljer og starte jeres ansøgning.