Alle kan deltage, når Dansk Oplysnings Forbund fejrer 50-års jubilæum. Det foregår nemlig både fysisk og online.
Jubilæet markeres den 27. oktober med fem regionale arrangementer landet over, og undervejs samles alle digitalt til en spændende online-begivenhed.
Her kan deltagerne forvente at møde DOF-koryfæer, fællessang, underholdning og taler ved både kulturministeren og DOF’s formand. Noget af indholdet vil være forhåndsindspillet, mens andre dele vil blive sendt live fra studiet i Roskilde.
Alle er velkomne til at kigge med i online-fejringen på dagen fra kl. 16 til 17. Den vises på Dansk Oplysnings Forbunds facebook-side.
Fri af partipolitik
Den 27. oktober 1973 blev DOF grundlagt, som et forbund for frie og – især i forhold til partipolitik – uafhængige aftenskoler. I de mellemliggende år har DOF trods modstand og udfordringer vokset sig til at være landets største oplysningsforbund med 270 aftenskoler rundt i hele landet. Og præcis 50 år senere, fredag den 27. oktober 2023, vil denne dato blive fejret.
”Dansk Oplysnings Forbund er beviset for, at folkeoplysning i høj grad kan drives af en åben tilgang, der ikke er styret af en bestemt politisk overbevisning eller tilgang,” fortæller Martin Hansen, kommunikationskonsulent i DOF. ”
Og i DOF betragtes det netop som en styrke, at alle – uanset baggrund kan mødes. Vores medlemsskoler knokler for, at aftenskole skal være for alle danskere.”
Alle kan være med
For at imødekomme udfordringen med at samle deltagerne fra hele landet på en enkelt placering på en fredag eftermiddag, har DOF besluttet at lade hver af forbundets fem regioner være epicentre for dagen. I hver region har den lokale regionsbestyrelse arrangeret en festlig eftermiddag/aften fyldt med sang, taler, underholdning og dejlig mad.
Samtidig er det så planen, at alle regioner skal fejre DOF's landsdækkende fællesskab sammen. Alle samles derfor via storskærme til en times online begivenhed, der streames i de fem regioner.