Kom med til Folkeoplysningens Dag

Kom med til Folkeoplysningens Dag

Arrangementsdato: 6. oktober 2022

”Folkeoplysning under forandring”. Det er temaet for ’Folkeoplysningens Dag’ i oktober. Her kan du blive klogere på vores fælles essens og fremtid. Intet mindre.

Den 6. oktober afholder DFS for første gang ’Folkeoplysningens Dag’ i Kulturhus Bunkeren i Aarhus. Dagen afløser DFS’ årlige medlemskonference.

Under temaet ’Folkeoplysning under forandring’ sætter dagen fokus på folkeoplysningens essens og fremtid.

Fortæl din historie fra folkeoplysningen

Fra morgenstunden afholder vi en række fortælleværksteder, hvor vi sætter fokus på de personlige historier fra de folkeoplysende aktiviteter.

Her er målet, at vi i fællesskab bliver bedre til at sætte ord på folkeoplysningens værdi og relevans i samfundet med afsæt i spørgsmålet: ”Hvad er meningen med folkeoplysningen?”

Senere på formiddagen faciliteter vi ’Kir & Monopolet’, hvor Per Paludan Hansen fra DFS, Christina Ravn fra DUF og Kirsten M. Andersen fra Grundtvigsk Forum er panelister. 

Sammen skal de pege på, hvordan man løser de mange dilemmaer, som folkeoplysende skoler og foreninger møder i det daglige. Vært, Kir Klysner, fra Fritid og Samfund, styrer slagets gang. 

Nye trends i folkeoplysningen

Efter frokost kigger vi ind i folkeoplysningens fremtid med nye målgrupper og organiseringsformer.

Her vil Zakia Elvang fra konsulenthuset, We Do Democracy, give sit bud på, hvordan demokratiske hybrider og borgerinddragelse bidrager til at skabe ’demokratisk optimisme’.

Senere på dagen vil tre af DFS’ medlemsorganisationer give gode råd til, hvordan man finder synergi i alternative partnerskaber, hvordan man finder synergi i umage partnere, hvordan folkeoplysningen styrker de lokale fællesskaber og deltagernes livskvalitet, og hvordan man eksperimenterer med folkeoplysningen for at nå nye målgrupper. 

Folkeoplysningens Pris

Som afslutning på dagen uddeler selveste N.F.S. Grundtvig 'Folkeoplysningens Pris' på vegne af DFS. Prisen belønner et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, der med stor gennemslagskraft har udviklet folkeoplysningen og skabt nye fællesskaber.

 

 

Fyldt op - Prøv ventelisten

OBS: Alle 100 pladser er nu besat. Men du kan skrive dig på venteliste.