Seneste nyheder
De fleste folkeoplysende aktiviteter er nu lukket ned. Området får samme kompensationsordninger som sidste gang. Der er stadig uklarheder, som DFS arbejder med.
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget regler for corona-nedlukning hen over nytår og ind i januar. Samme flertal har fastlagt rammerne for kompensationsordninger.
Endnu ikke afklaret
I skrivende stund har Kulturministeriet ikke udsendt en bekendtgørelse om restriktioner og kompensationsordninger. Vi ved derfor ikke, hvornår der åbnes og lukkes for ansøgninger.
DFS har rejst disse spørgsmål over for Kulturministeriet:
- Vi oplever det som konkurrenceforvridende, at bevægelsesfag i aftenskolen er lukket, mens man kan gå til idræt og fitness i privat regi. Dette svarede ministeren ikke på.
- Det er uklart i den politiske aftale, om det amatørkulturelle område og det frivillige kulturelle område er omfattet af foreningspuljen, som der afsættes 20 millioner til. På den ene side står der i den politiske aftale, at foreningspuljens vilkår er de samme som sidst, hvor det amatør- og frivilligt kulturelle område var omfattet. På den anden side er kun idrættens aktører og DUF specifikt nævnt i aftalen.
- Vi ønsker, at bekendtgørelsen giver de folkeoplysende skoleformer muligheder for at lave fjernundervisning, sådan som det var muligt under den seneste nedlukning.
Her kommer et overblik over de vigtigste regler og anbefalinger, som får betydning for DFS’ medlemsorganisationer.
Aftenskoler, daghøjskoler, folkeuniversiteter og højskoler
Disse skoleformer skal holdes lukket til den 17. januar. Det gælder, uanset hvor de foregår, både udendørs og indendørs aktiviteter. For højskolerne gælder det både korte og lange kurser.
Amatørkulturen
Disse kulturarrangementer skal aflyses og lukkes:
- Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.
- Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse og lignende.
Dog er der ikke forbud for et amatørkor, en teaterforening eller lignende mod at øve.
Foreningslivet
Foreningsaktiviteter er som udgangspunkt ikke lukkede. Derfor er det også tilladt at afholde bankoarrangementer og generalforsamlinger. Men der er krav om mundbind i de lokaler på kultur- og idrætsområdet, der ikke er lukkede. Det drejer sig bl.a. om foreningslokaler.
Samtidig anbefaler Kulturministeriet dog, man ikke deltager i foreningsaktiviteter, herunder idræts-aktiviteter mv. i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.
Voksenuddannelser
Der er krav om mundbind eller visir for elever, studerende, besøgende og ansatte på ungdoms- og voksenuddannelser, når de bevæger sig rundt på institutionen og opholder sig på fællesarealer. Kravet gælder ikke i undervisningen eller til eksamen.
Efterskoler og frie fagskoler
Elever på efterskoler og frie fagskoler må ikke modtages på skolen og skal derfor modtage nødundervisning uden fysisk fremmøde – til og med 7. januar
Ungdomsskoler
Ungdomsskolerne er lukkede nu, men kan genåbne fuldt ud fra 5. januar, herunder klubtilbud og fritidsundervisning.
Kompensationsordninger
På Kulturministeriets område træder disse kompensationsordninger i kraft fra og med 19. december:
- Kompensationsordninger for folkehøjskolers tabte deltagerbetalinger. Ordningen genåbner på de hidtil gældende vilkår.
- Kompensationsordningen for tabt deltagerbetaling for aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet. Ordningen genåbner på de hidtil gældende vilkår. Der er ikke krav om at have udtømt mulighederne i de generelle kompensationsordninger først.
- Der afsættes 20 mio. kr. til foreningspuljen, der udmøntes til foreninger og idræt af organisationerne (DIF, DGI, DUF og Dansk Firmaidræt) på de hidtil gældende vilkår, målrettet tabte indtægter fra aflyste arrangementer