Seneste nyheder
I sidste uge aftalte Folketingets partier en ny hjælpepakke for erhvervs-, idræts- og kulturliv. Den kommer folkeuniversiteterne og amatørkulturen til nytte.
To af de områder, som DFS’ medlemsorganisationer arbejder på, har efter genåbningen og sommerferien stået tilbage med alvorlige økonomiske problemer.
Det drejer sig om folkeuniversiteterne, som mister indtægter, fordi afstandskravene stort set halverer deltagerne på deres arrangementer. De kan nu få økonomiske støtte via en ny aktivitetspulje til kulturaktiviteter.
Gennem hele forløbet er de foreninger, der arbejder med amatørkultur, faldet gennem huller i de forskellige støtteordninger. Med den nye pakke kan de søge kompensation i den del af foreningspuljen, der administreres af DUF – også selv om aktiviteterne er for voksne.
Så lykkedes det
”I DFS er vi glade for, at vores to sidste udeståender er omfattet af aftalen. Vi har arbejdet intensivt for, at folkeuniversiteterne og amatørkulturen bliver dækket af de to puljer, selv om de ikke er eksplicit omtalt i forligsteksten,” fortæller Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef i DFS, der tilføjer:
”Siden foråret har vi kæmpet for, at de to dele af folkeoplysningen fik den nødvendige støtte. Så vi er naturligvis meget tilfredse med, at det endeligt er lykkedes – ikke mindst for amatørkulturen, som indtil nu ikke har kunne få meget hjælp.”