Bevægelse og Bøffer
FO-Aarhus

Bevægelse og Bøffer

Redaktionel dato: 21. februar 2024

Om projektet

Projekttitel: Bevægelse og Bøffer

Organisation: FO-Aarhus

Formål: At tilbyde et forpligtende fællesskab, som kan være med til at understøtte og udbygge sundere vaner hos deltagerne.

Målgruppe: Mænd i en moden alder, som ikke er fysisk aktive og mangler viden og gode erfaringer om kost og sundhed.

Projektperiode: 2023

Kort resume

Projektet har skabt et forpligtende fællesskab, hvor mænd i en moden alder kan mødes om en sund og aktiv livsstil. Deltagerne har en hverdag med mindre sunde vaner, og projektet har været med til at skubbe deltagerne i retning af sundere hverdag gennem bevægelse, konkurrence og madlavning, hvor deres fysiske og mentale trivsel højnes.

Vi har lavet et forløb på 9 uger med to mødegange hver uge, hvor den ene er dedikeret til madlavning og den anden er dedikeret til bevægelse. Vi tror på, at fællesskaber kan være med til at gøre en forskel. Derfor har projektet inkluderet tre fællesskabsaktiviteter, hvor deltagerne har været til paddle, på streetfood og til disc-golf. De er inkluderet for at inspirere til fælles aktiviteter, der har et sundere fokus end fyraftensøl og bøffer.

Bevægelsesdelen har fokuseret på, at det skal være nemt at inkorporere det i deres hverdag, så det nemmere bliver en vane. Derudover har der været et konkurrerende element, så deltagerne også har opdaget glæden ved bevægelse, og oplevet, at det er sjovt. Kombinationen af de to elementer har gjort, at deltagerne nu har en anden, mindre pligtfyldt oplevelse af bevægelse, men har set, at det kan være sjovt og lettere tilgængeligt. Maddelen har centreret sig omkring sundere mad, og deltagerne er bl.a. blevet introduceret til bælgfrugter, og hvordan man kan bruge grøntsager i sin madlavning. Efter madlavningen har deltagerne spist sammen, og det fælles måltid har åbnet for andre samtaler, end de ellers ville have. Alt i alt har projektet tilbudt et forpligtende fællesskab, som kan være med til at ændre vaner hos deltagerne. Det har de taget rigtig godt imod og har fået stort udbytte af.

Erfaringer

Vi har lært meget om målgruppen, og hvordan man får fat på dem. Derudover har det fået os til at arbejde endnu mere med det fælles måltid og madlavning, hvor man snakker sammen på en anden måde. Det tager vi med videre ind i mange sammenhænge, hvor madlavning kan indføres i hverdagen og tilbuddet.

Gode råd

Hvis I vil skyde et lignende projekt i gang, vil vi anbefale, at man får en samarbejdspartner med, som har mere direkte adgang til målgruppen. Vi brugte relativt lang tid på at få nogen deltagere, og lavede meget målrettet annoncering. Til vores næste forløb i foråret allierer vi os derfor med Fysioterapi ProTreatment på Vesterbro Torv, hvor der kommer mange, der har brug for et fællesskab til at fastholde gode vaner fra Fysioterapien.