Indholdsfortegnelse
Puljen "Dansk Sangskat - mere fællessang når voksne mødes" støtter fællessang blandt voksne, som ikke traditionelt deltager i sangaktivitet.
I puljen kan foreninger, folkeoplysende skoleformer, offentlige institutioner og virksomheder søge midler til at skabe fællessangsaktiviteter for voksne, der ikke typisk deltager i fællessang.
Puljen er på to millioner, og der kan søges mellem 20.000 - 200.000 kroner per projekt.
Formålet med puljen er at inddrage nye målgrupper i arrangementer og aktiviteter, der har fællessang som omdrejningspunkt.
Puljen åbner den 23. september 2026 og deadline er fredag d. 23. oktober. Grundet den brede ansøgerkreds forbeholder DFS sig retten til at lukke puljen før deadline ved meget stor søgning. Lukning af puljen vil fremgå af denne side.
Inden I sender jeres ansøgning, er det vigtigt at læse puljens kriterier og retningslinjer. Læs mere om puljens retningslinjer og afrapportering.
Praktisk information om puljen
Puljen åbner d. 23. september og lukker den 23. oktober.
Du kan forvente svar på din ansøgning 4-6 uger efter ansøgningsfristen.
Gå til ansøgningssystemet for at oprette en profil eller logge ind.
Vigtige kriterier og godt at vide om din ansøgning
Inden I sender jeres ansøgning, er det vigtigt at læse puljens kriterier og retningslinjer. Her har vi fremhævet et par særlige ting, I skal være opmærksomme på, hvis I vil søge puljen. Læs alle retningslinjer her.
Hvad skal jeg være særligt opmærksom på i forhold til beskrivelse af initiativets målgruppe?
Når I beskriver jeres målgruppe, lægger vi vægt på, at der er en tydelig målgruppeafgrænsning, og at I har gjort jer tanker om, hvem og hvordan I vil nå målgruppen. Det kan for eksempel være voksne i botilbud, voksne på hospital eller i et specifikt boligområde eller noget helt fjerde. Derimod er voksne, der ikke plejer at synge, den overordnede ramme for puljen og for upræcist til at være en konkret målgruppe.
Hvad skal jeg være særligt opmærksom på i forhold til projektperioden?
Alle initiativer skal være gennemført ét år fra bevillingen er givet. Det betyder, at projektet højest kan have en projektperiode på ét år inkl. afrapportering.
Hvad skal jeg være særligt opmærksom på i forhold til budgettet?
Når I udfylder budgetskemaet, skal I bruge den ramme for aflønning, som fremgår af tilskudsbetingelserne. Denne fremgår både under puljens retningslinjer og af budgetvejledningen på faneblad nr. 2 i budgetskemaet.
Satsen til musikere m.m. skal følge tarifsatsen for instruktion hos Dansk Musiker Forbund.
Øvrige lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time. Ved beregning af timesats skal der anvendes en beregningsteknisk årsnorm på 1.649 timer for den beregnede timesats for fuldtidsansatte. Årsnormen svarer til et årsværk på 1.924 timer fraregnet ferie og søgnehelligdage. Se eksempel på udregning af lønsats.