Indholdsfortegnelse
Her finder du information om retningslinjerne for puljen til fællessang for voksne.
Retningslinjer for puljen Dansk Sangskat – mere fællessang når voksne mødes
Puljen er på 2 mio. Der kan søges mellem 20.000 kr. – 200.000 kr. pr projekt.
Projekter skal være gennemført ét år fra bevillingen er givet.
Puljens formål
Formålet med puljen er at understøtte fællessang blandt voksne og skabe fællesskaber gennem fællessang blandt grupper, som ikke traditionelt deltager i sangaktivitet.
Foreninger og virksomheder mv. kan søge støtte til at afvikle fællessangsarrangementer for voksne, som ikke typisk deltager i fællessang.
Puljen skal skabe muligheder for, at voksne mennesker, der typisk ikke deltager i sangaktiviteter, kan deltage i arrangementer og aktiviteter med fokus på fællessang. Puljen ønsker således at støtte aktiviteter med fokus på inddragelse af nye målgrupper i arrangementer og aktiviteter, der har fællessang som omdrejningspunkt.
Deltagelse i arrangementer skal være gratis, så en evt. deltagerpris ikke bliver en hindring for at deltage. Arrangementet må ikke have en kommerciel karakter.
Hvornår kan man søge
- Puljen åbner for ansøgninger den 23. september 2026
- Der er deadline den 23. oktober 2026
- Ansøgere kan forvente at få svar inden for 4-6 uger efter fristen
Grundet den brede ansøgerkreds forbeholder DFS sig retten til at lukke puljen før deadline ved meget stor søgning. Lukning af puljen vil fremgå af DFS’ hjemmeside for puljen.
Alle projekter, der modtager en bevilling, vil blive annonceret på DFS’ hjemmeside.
Hvem kan søge
Puljen kan søges af
- Foreninger og folkeoplysende skoleformer
- Private virksomheder
- Offentlige institutioner – statslige såvel som kommunale
- Ansøger skal have et CVR-nummer
- Ansøger skal have eksisteret i min. 2 år
Privatpersoner kan ikke søge.
Projekter kan for eksempel bestå af partnerskaber mellem forskellige aktører. Der kan fx indgås partnerskaber mellem en højskole eller en anden forening med sangtradition og /eller musikalsk fokus og en arbejdsplads/forening/fællesskab, der ikke har en sangtradition. Sangaktiviteterne kan fx forgå på arbejdspladser, i boligforeninger, på hospitaler, i fængsler mm. Sangaktiviteterne skal bidrage til at skabe blivende fællesskaber med fællessang som omdrejningspunkt.
Hvis flere parter indgår i et projekt, der søges om tilskud til, er det parterne selv, der aftaler, hvem der ansøger om tilskud og dermed har det juridiske ansvar, fx i forhold til afrapportering af et eventuelt tilskud.
Hvordan søger man
Ansøgning foregår via DFS’ ansøgningsskema i GrantOne.
Projektet skal være gennemført indenfor et år fra bevillingstidspunktet.
I ansøgningsskemaet udfyldes bl.a.
- oplysninger om ansøger
- en kort beskrivelse projektet, herunder hvordan projektet vil understøtte fællessang blandt voksne, som ikke traditionelt deltager i sangaktivitet
- en kort beskrivelse af samarbejdspartner(e), hvis en sådan indgår i projektet
- en kort beskrivelse af, hvordan projektet vil rekruttere og involvere en målgruppe, for hvem fællessang er nyt
Alle ansøgninger skal vedlægge et udfyldt budgetskema [link til skema på vej].
Hvilket beløb kan man søge og hvad kan man søge til
Der kan søges om mindst 20.000 og max 200.000 kr. til afvikling af aktiviteter. Alle projekter skal gennemføres inden for ét år fra bevillingen er givet.
Der kan fx søges til
- markedsføring
- transportudgifter
- lønudgifter til korleder(e), musiker(e), sanger(e) og projektledelse
- øvrige faste udgiftstyper i form af overhead. Max 5 % af det samlede tilskudsbeløb kan dække overhead (dvs. dækning af tilskudsmodtagers faste udgifter)
Transportudgifter skal følge statens gældende regler.
Løn til musikere, korleder mm dækkes ud fra gældende tarifsatser fra Dansk Musiker Forbund.
Øvrige lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time. Ved beregning af timesats skal der anvendes en beregningsteknisk årsnorm på 1.649 timer for den beregnede timesats for fuldtidsansatte. Årsnormen svarer til et årsværk på 1.924 timer fraregnet ferie og søgnehelligdage. Se eksempel på udregning af lønsats.
Tilskuddet dækker hermed feriepenge, mens der ikke gives indirekte tilskud til andre formål, der ikke er knyttet til projektet. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i overenskomster for arbejdet på området. Yderligere information kan fås ved henvendelse til de relevante fagforeninger. Hvis området ikke er dækket af en overenskomst, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for lignende arbejde. Lønnen indregnes med den direkte løn, der kan henføres til medarbejderen, og som kan dokumenteres.
Der kan ikke søges til
- Kommercielle arrangementer
- Arrangementer, som alene har karakter af koncert eller performance, da puljens formål er at give mulighed for deltagelse i fællessang for mennesker, der almindeligvis ikke deltager heri
- Køb af instrumenter
- Køb af øvrigt inventar
- Ombygninger og bygningsforbedringer
Udbetaling af midler
Bevillingsmodtagere kan få udbetalt hele bevillingen ved projektets opstart. Gennemføres projektet ikke i det omfang bevillingen dækker, skal resterende midler tilbagebetales.
Puljen administreres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1816 af 29. december 2025 om administration af projekttilskud m.v. på Kulturministeriets område. Regler om regnskabsaflæggelse, revision, tilbagebetaling mv. fremgår heraf.
Vurderingskriterier/tilskudskriterier
Ansøgningerne vurderes ud fra følgende kriterier:
- Lever ansøgning op til formalia, herunder om ansøger er tilskudsberettiget, gennemføres aktiviteten indenfor 1 år efter bevillingen er givet.
- Opfylder ansøgning formålet med puljen, herunder at understøtte fællessang blandt voksne, som ikke traditionelt deltager i sangaktivitet
- Bidrager projektet til at skabe blivende fællesskaber gennem fællessang for nye målgrupper, fx gennem et partnerskab
- Bidrager projektet til geografisk spredning, så aktiviteter når bredt ud i Danmark
- Gennemføres projektet på en forsvarlig måde, herunder sammenhæng mellem formål, budget og plan for gennemførelse
Projekter kan fx bestå af partnerskaber mellem forskellige aktører. Der kan fx indgås partnerskaber mellem en højskole eller en anden forening med sangtradition og /eller musikalsk fokus og en arbejdsplads/forening/fællesskab, der ikke har en sangtradition. Sangaktiviteterne kan fx forgå på arbejdspladser, i boligforeninger, på hospitaler, i fængsler mm. Sangaktiviteterne skal bidrage til at skabe blivende fællesskaber med fællessang som omdrejningspunkt.
Sådan behandles din ansøgning
- Ansøgere kan forvente at få svar inden for 4-6 uger efter fristen.
- Ansøgninger behandles af DFS’ sekretariat, som sammen med sekretariatschefen træffer de endelige afgørelser for uddeling af midler.
Klageadgang
Modtagere af tilskud fra puljen har mulighed for at påklage afgørelser om tilskud fra puljen. Klager sendes til DFS.
DFS har mulighed for at genbehandle den afgørelse, der klages over, eller at videresende klagen til behandling i Kulturministeriets departement, som er klageinstans. Klagefristen er 4 uger fra modtagelse af bevillingsbrev.