Er der koks i kommunikationen og fnidder i fundingen? Og hvordan går det egentlig med samarbejdet mellem de frivillige og de ansatte? Med et ny on-line videnscenter tilbyder Altinget civilsamfundsorganisationer en værktøjskasse og et forum for dialog.
Civilsamfundets Videnscenter vil være en stadigt voksende samling af journalistisk bearbejdede guides og værktøjsartikler, best practice, video-tutorials, lydklip og andre former for handlingsanvisende artikler.
Viden skal gøres levende
Redaktionen skriver i en velkomst-artikel:
”Der findes i forvejen meget akkumuleret viden rundt om i civilsamfundet. Men en stor del er gemt af vejen i støvede skuffer og på websites, der aldrig når projektørernes spotlight. Derfor opfordrer Altinget alle aktører i civilsamfundet til at bidrage til det nye videnscenter og dele gode såvel som dårlige erfaringer til gavn for andre.”
Videncenteret har fem afdelinger: Værktøj, Videndeling, Opslagsværk, Undervisning og Holdning. Her få dage efter åbningen er der ikke fyldt op på alle hylder, men allerede en del interessante redskaber i værktøjskassen.
Civilsamfundets Videnscenter bliver støttet økonomisk af Tuborgfondet, som har givet et beløb på 550.000 kroner til udvikling og drift halvandet år frem i tiden.
