Coronakrisen viser os, hvorfor vi har brug for folkeoplysende fællesskaber

Det pibler ud med initiativer til digitale fællesskaber eller aktiviteter. Alligevel står vi med et paradoks: Når der er allermest behov for folkeoplysningen, kan folkeoplysningen ikke løfte sin opgave på normal vis.

"Pointen er, at denne krise, som isolerer os fysisk fra hinanden, mere end noget andet viser, hvor stort et behov vi har for fællesskaber," skriver DFS' formand Per Paludan Hansen sammen med sekretariatschef Carolina Magdalene Maier.

Dette debatindlæg af Per Paludan Hansen, formand og Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef, Dansk Folkeoplysnings Samråd, blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31. marts.

I denne tid, hvor vi alle føler os låst inde og fysisk begrænset, pibler det ud med initiativer til digitale fællesskaber eller aktiviteter. For bare at nævne nogle eksempler:
På Gyldendals Facebookside kan man hver morgen se et direkte interview med en aktuel forfatter. På DR1 er der morgensang hver morgen kl. 9.
Atlantsammenslutningen har i anledning af nedlukningen af skoler, og uddannelser udgivet en podcastserie om international politik som et bidrag til fjernundervisningen.
På Højskoleforeningens youtube-kanal lægger forskellige højskoler små undervisningsvideoer ud. Der er talrige eksempler.

Forestillingen om fælleskabet
Pointen er, at denne krise, som isolerer os fysisk fra hinanden, mere end noget andet viser, hvor stort et behov vi har for fællesskaber. Det kommer til udtryk gennem alle disse kreative måder at udøve digital folkeoplysning på.
Og det er endnu mere sigende, hvor væsentlig forestillingen om fællesskabet er. Det er således ikke det samme at streame morgensangen på DR1 senere på dagen, som det er at sidde klar kl. 9 og vide, at selv om man sidder alene foran skærmen og synger, så er der tusindvis af danskere, der sidder og synger med på præcis den samme sang på præcist samme tidspunkt. Det giver os en helt særlig følelse af fællesskab, at vi ikke bare sidder alene foran skærmen – men ’sammen’ med en masse andre, forenet om et fælles tredje.

Det fælles tredje
Netop dette – at mødes i et fællesskab om et fælles tredje er folkeoplysningens kerneopgave. Gennem oplysning og fælles demokratisk samtale giver folkeoplysningen mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men er i stand til at leve i et moderne og foranderligt samfund.
Præcis derfor er det så meget mere paradoksalt, at netop når der er allermest behov for folkeoplysningen – i en tid, hvor vi oplever en samfundskrise, som mest af alt føles som om vi alle befinder os i samme katastrofefilm – så kan folkeoplysningen ikke løfte sin opgave på normal vis. Det kan vi ikke, fordi de fysiske fællesskaber er blevet et arnested for den samfundstrussel, som vi under normale omstændigheder ville bruge folkeoplysning og fysiske fællesskaber til at forstå, fortolke og forholde os til.

En uendelig stærk tradition
Men når vi, som aktører i det folkeoplysende felt, ser, hvordan kreative digitale fællesskaber dukker op, hvorhen vi ser, er det næsten til at få tårer i øjnene over. Det viser, hvor uendelig stærk den folkeoplysende tradition fortsat er i Danmark.
For traditionen må vi ikke glemme. Den stammer helt tilbage fra almueskoleloven i 1814, hvor der blev åbnet mulighed for at oprette aftenskole for unge, der ønskede undervisning i regning og skrivning og ”anden nyttig undervisning”.
Den stammer fra Danmarks første folkehøjskole, som blev stiftet i 1844 med Grundtvig som ophavsmand. Den stammer fra oplysningsforbundenes fremkomst før, under og efter 2. verdenskrig som et korrektiv til den indskrænkning af borgernes frihedsrettigheder, som man anede og senere oplevede i Europa. Den stammer fra den første gang, Roskilde Festival åbnede hegnet i 1971.
Det er den tradition, vi nu ser at danskerne på så rørende og kreativ vis holder fast i i en tid, hvor den fysiske afstand udfordrer os som aldrig før.

Pas godt på folkeoplysningen
Det rører os dybt. Samtidig giver det os også anledning til at pege på, hvor vigtigt det er, at den danske folkeoplysning behandles varsomt i præcis denne tid.
Der er mere end noget andet brug for de fysiske folkeoplysende aktiviteter, når vi – forhåbentlig inden længe – lukkes ud i samfundet igen. Vi tror, vi kommer til at se en masse borgere, som i det digitale fællesskab, der er piblet frem under nedlukningen, har fundet glæden i og lysten til at engagere sig i de fysiske folkeoplysende aktiviteter.
Vi i folkeoplysningen skal stå parat til at gribe alle dem, der rækker ud efter os lige om lidt.
Derfor er vores budskab til politikerne at passe godt på folkeoplysningen i denne tid. Den er vores folkesjæl, den er vores fælles fortid og den er afgørende for vores fremtid som et fælles dansk folk.