Retningslinjer for genåbning

Retningslinjer for genåbning

Redaktionel dato: 14. maj 2020

Kulturministeriet har udsendt retningslinjer for genåbning af udendørs foreningsliv. Det gælder alle aktiviteter under folkeoplysningsloven. Retningslinjer for indendørsaktiviteter er på vej. Fra den 27. maj kan nu også aftenskoler og højskoler åbne

Retningslinjer for genåbning

(Opdateret 25-05-20) De folkeoplysende aktiviteter går snart i gang igen. Nogle bliver åbnet som en del af Fase 2 med start på mandag den 18. maj. Aftenskoler og højskoler var oprindelig placeret i Fase 3 med start 8. juni, men de er nu kommet med i den udvidede Fase 2 og må åbne 27. maj.
Men aktiviteterne vender ikke uden videre tilbage til det, der var normalt før nedlukningen. På alle områder bliver der udformet specifikke retningslinjer. I første omgang har Kulturministeriet udsendt retningslinjer for udendørs idræts- og foreningsliv, som allerede nu er tilladt.

Vejledende
Ministeriet understreger, at retningslinjerne er vejledende, og at de ikke ændrer ”… på foreningers og organisationers forpligtelser som de er beskrevet i gældende lovgivning, herunder fx forsamlingsforbuddet og de gældende krav til lokaler, hvortil offentligheden har adgang”.
Samtidig skriver de i introduktionen til retningslinjerne: ”En forsvarlig genåbning indebærer, at hver enkelt forenings/institutions ledelse og ansatte eller de i øvrigt ansvarlige tager fælles ansvar for, at genåbningen sker på en måde, hvor smittespredningen begrænses mest muligt, herunder at der sikres afstand mellem mennesker, og at der fortsat er et skærpet fokus på hygiejne i henhold til myndighedernes generelle retningslinjer.”

Retningslinjer for udendørs foreninger og idræt (ny version 07-06-20)

DFS koordinerer
De nye retningslinjer er udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse af organisationerne på området. I denne gruppe repræsenterer sekretariatschef Carolina Magdalene Maier DFS.
”Disse retningslinjer gælder alle de af vores medlemsorganisationer, som arbejder inden for folkeoplysningsloven. Nu går arbejdet i gang med at udarbejde retningslinjer for de indendørsaktiviteter, som får mulighed for at genåbne den 8. juni,” fortæller hun.
Et lignende arbejde foregår i Børne- og Undervisningsministeriet. Her skal der udarbejdes retningslinjer for de folkeoplysende skoleformer, der hører under dette ministerium. Det gælder efterskolerne, ungdomsskolerne, de frie fagskoler og FVU- og OBU i oplysningsforbund og daghøjskoler. Men der bliver også udarbejdet retningslinjer for folkeuniversiteter, aftenskoler og daghøjskolernes øvrige aktivitet her.
DFS er også med i dette arbejde, repræsenteret af formanden, Per Paludan Hansen.
”I begge ministerier arbejder DFS for at sikre de bedst mulige betingelser for de folkeoplysende aktiviteter. Derudover arbejder vi for at undgå modsatrettede signaler til de skoleformer, som bliver underlagt retningslinjer fra begge ministerier,” siger Carolina Magdalene Maier.

Genåbning af folkeoplysningen
Alle kan genstarte udendørs aktiviteter. Her er en oversigt over, hvornår de folkeoplysende skoler og foreninger kan genåbne øvrige aktiviteter.

  • Efterskolerne – åbner 18. maj
  • De frie fagskoler – åbner 18. maj
  • Ungdomsskolerne – åbner 18. maj
  • Aftenskolerne – åbner 8. juni
  • Højskolerne – åbner 8. juni
  • Folkeuniversiteterne – åbner 8. juni
  • Daghøjskolerne – åbner 8. juni
  • Kulturhusene – åbner 8. juni

Derudover vil det meste af det foreningsliv, der foregår i DFS’ medlemsorganisationer kunne åbne 8. juni. Både skoler og foreninger skal følge de generelle regler. Det betyder f.eks. at det får stor betydning, om forsamlingsgrænsen forhøjes fra de nuværende 10 til 30 eller 50, som statsministeren har varslet.