Kulturministeriet har åbnet for ansøgninger om lønkompensation og kompensation for faste omkostninger for foreninger og institutioner, som til dagligt modtager over 50 procent offentlig støtte. Det er en politiske aftale fra 7. april, som ministeriet nu udmønter.
Frem til 7. april var foreninger og institutioner, som får over 50 procent offentlig støtte udelukket fra corona-hjælpepakkerne. Reglen ramte mange aftenskoler. Det drejede sig blandt om dem, der arbejder målrettet med handicappede og psykisk sårbare, men også aftenskoler, som arbejder på beskæftigelsesområdet. Flere daghøjskoler står i +50% situation, og det samme gælder en række af DFS' medlemsforeninger, blandt andet Atlantsammenslutningen, Europabevægelsen, Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer, Folk & Sikkerhed, FN-Forbundet og SFOF.
Derfor arbejdede DFS i marts og april ihærdigt for at afskaffe grænsen.
”Lige nu står disse foreninger og skoler overfor en uoverskuelig udfordring, og vi hører, at flere er begyndt at gå konkurs. Derfor haster det med at løse dette udestående. DFS ønsker, at denne 50% grænse afskaffes fuldstændigt. DFS har både henvendt sig til Kulturministeriet og Finansministeriet med dette ønske,” sagde DFS’s sekretariatschef, Carolina Magdalene Maier, i en artikel på DFS’ hjemmeside den 31. marts.
Regeringen og de politiske partier løste problemet med en aftale den 7. april, men først nu har de ramte skoler og foreninger fået mulighed for at søge støtte. De kan nu søge støtte om lønkompensation og kompensation for faste omkostninger.
Yderligere information
Lønkompensation for 50%-plus institutioner og foreninger
Kompensation for faste omkostninger for 50%-plus institutioner og foreninger