Seneste nyheder
DFS går sammen med DR, bibliotekerne og Østifterne om aktiviteter over hele landet med fokus på, hvad vi gør, hvis krisen rammer.
Som en del af DFS’ fokus på beredskab samarbejder vi nu med DR, bibliotekerne og Østifterne om at skabe lokale aktiviteter og samtaler om, hvordan borgere og fællesskaber kan stå stærkere i tider med krise og usikkerhed.
Gennem partnerskabet vil DFS sammen med lokale folkeoplysende skoler og foreninger være med til at bringe samtalen om beredskab ud i hele landet gennem åbne arrangementer og aktiviteter, hvor danskerne kan mødes, dele erfaringer og få konkret viden. Indsatsen sætter både fokus på praktisk beredskab og på de sociale og demokratiske fællesskaber, der er afgørende i tider med usikkerhed.
Stort tema hos DR
Hos DR fremhæves samarbejdet som en vigtig del af ambitionen om at engagere hele landet i en fælles samtale om beredskab. Ud over de lokale aktiviteter vil DR samtidig sætte fokus på temaet på tværs af sine platforme.
Østifterne bidrager til indsatsen med støtte til de lokale aktiviteter rundt om i landet.
I efteråret 2026 vil aktiviteter og arrangementer finde sted i lokalsamfund over hele landet. Arrangementerne vil være centreret omkring biblioteker, og lokale folkeoplysende skoler og foreninger opfordres til at være med til at arrangere aktiviteter.
Folkeoplysende skoler og foreninger kan være med
Når indsatsen løber af stablen til efteråret, inviterer DFS folkeoplysende skoler og foreninger til at arrangere aktiviteter lokalt.
Vil du gerne høre mere om mulighederne for at være med, kan du deltage i vores online medlemsmøde torsdag d. 21. maj kl. 10-11. Skriv til Lærke på laj@dfs.dk for at tilmelde dig (OBS kun for medlemmer af DFS).