To nye medlemmer af Dansk Folkeoplysnings Samråd

To nye medlemmer af Dansk Folkeoplysnings Samråd

Redaktionel dato: 6. maj 2025

På seneste repræsentantskabsmøde blev to nye organisationer optaget som ordinære medlemmer i DFS.

Rasmus Nørlem Sørensen fra RIKO - Rådet for International Konfliktløsning, som nu er medlem af DFS. Foto: DFS.

Rasmus Nørlem Sørensen fra RIKO - Rådet for International Konfliktløsning, som nu er medlem af DFS. Foto: DFS.

RIKO - Rådet for International Konfliktløsning er blevet optaget som ordinært medlem på DFS’ netop afholdte repræsentantskabsmøde.

Det samme er Brobyggerne - Center for Dialogkaffe efter en årrække som associeret medlem.

Med Brobyggerne og RIKO som en del af medlemskredsen runder DFS nu 40 medlemmer.

I deres motivation for at blive optaget som medlem skrev RIKO blandt andet:

”Vi har mange dygtige frivillige engageret, men vi savner netværk og partnerskaber blandt andre, der arbejder med at skabe en offentlig samtale om en verden med krig og konflikt. Vi ser os selv som en del af den folkeoplysende familie – og samarbejder i forvejen med mange aktører i den folkeoplysende verden.”

Mens det i Brobyggernes motivation blandt andet lød således:

”Vi kan se en fælles interesse i at indgå partnerskaber og samarbejde med andre medlemmer, sådan at vi sammen kan løfte i flok og bruge hinandens styrker til gavn for demokratiet og folkeoplysningen. Vi søger al den inspiration, støtte og løbende opkvalificering, som vi kan, og her ser vi et medlemskab af DFS kan være til stor inspiration for os. Med et medlemskab af DFS vil vi i endnu højre grad kunne styrke og professionalisere vores oplysende og (ud-)dannede arbejde både i relation til vores medlemmer og til befolkningen som helhed.”

Rasmus Nørlem Sørensen fra RIKO - Rådet for International Konfliktløsning.