Seneste nyheder
Skal du have en quiz med til nytår om året, der gik? Eller vil du bare gerne gå på juleferie med et smil på læben? DFS har din ryg med denne liste over gode historier fra folkeoplysningen i 2025.
Mimik Rosing vandt Dialogprisen 2025 på årets Folkemøde. Foto: DFS
Af Anine Nathalie Neumann Mansur
Danmark overtog EU-formandskabet, droner hang over vores lufthavne, regeringen indgik en aftale om forbud mod sociale medier til børn under 15 år, og åndelig oprustning blev et ordførerskab i Socialdemokratiet.
Det har været nogle af de største overskrifter herhjemme det seneste år. Men hvad vil vi huske år 2025 for i den folkeoplysende verden?
Med bare to uger tilbage af året er det tid til, at vi læner os tilbage og reflekterer over de mange gode takter, der har præget folkeoplysningen i 2025.
10 lyspunkter fra året, der gik
1. Selvfølgelig er folkeligt beredskab lig med folkeoplysning
Siden klimaforandringer, cyberangreb og eksterne trusler er taget til, og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab blev oprettet sidste år, har samtalerne om beredskab spredt sig som ringe i vandet. DFS har fulgt snakken fra start med opråb om at opruste det folkelige beredskab – opråb, der viste sig at have givet pote, da regeringen sammen med Det Konservative Folkeparti præsenterede finansloven i efteråret. Hele 45 millioner kroner er blevet afsat til arbejdet med ’oplysning og beredskabsparathed’ de næste tre år. Pengene er afsat til, at oplysningsforbundene kan udvikle og udbyde kurser, der ruster borgere til beredskab. Det nye ministerium har også appelleret til øvrige DFS-medlemmer og andre civilsamfundsorganisationer, der i november kunne søge en pulje på seks millioner kroner til at lave undervisning, der skal styrke befolkningens viden om beredskab.
2. Mindre bureaukratisk bøvl i foreningslivet
I juni måned afleverede DFS sammen med en række andre organisationer 51 anbefalinger til kulturministeren, der for alvor har sat afbureaukratisering på dagsordenen. Det udmundede sig et par måneder senere i et udspil fra regeringen med 30 konkrete initiativer, der skal gøre det enklere at drive forening. Blandt andet skal foreninger nu kun som udgangspunkt sende banken oplysninger om deres tegningsberettigede, og bestyrelsesmedlemmer kan anvende MitID som identitetskontrol. Det fremgår af Finanstilsynets opdaterede vejledning til banker, som er sket på bagkant af et godt, langt samarbejde på tværs af foreningslivet og med politikerne. Det vil gøre det lettere at være lokal ildsjæl, og det giver os i DFS blod på tanden til at kæmpe videre for færre dokumentationskrav til foreninger og dermed et stærkere Foreningsdanmark.
3. Anbefaling er blevet til lovændring til glæde for aftenskolerne
Når man har kæmpet hårdt for noget, er det værd at dvæle en ekstra gang ved, og vi har derfor endnu et lyspunkt fra vores afbureaukratiseringsarbejde med på årets liste. I skrivende stund er en ændring af folkeoplysningsloven nemlig blevet vedtaget, hvilket blandt andet indebærer mere fleksibilitet for aftenskoler ved fjernundervisning. Indtil nu har aftenskolerne været underlagt et krav om, at 30 procent af deres undervisning på det enkelte kursus skal gennemføres i fællesskab. Det krav fjernes nu og skaber dermed mere fleksibilitet for den enkelte aftenskole.
4. ”En sejr for ytringsfriheden, lokaldemokratiet og det københavnske foreningsliv”
Ytringsfriheden er noget af det vigtigste, vi har i Danmark. DFS tog derfor arbejdshandskerne på tidligt i år, hvor der blev rejst debat om et hyrdebrev fra Københavns Kommune, der forbød kommunens folkeoplysende foreninger og kulturhuse at lægge lokaler til arrangementer med udenrigspolitisk indhold. Vi skrev breve og afholdt møder med kommunen, indgav høringssvar til de nye retningslinjer og skabte opmærksomhed om sagen i pressen i selskab med juridiske eksperter og kritiske kommunalpolitikere. Arbejdet viste sig at bære frugt, da Kultur- og Fritidsforvaltningen trak hyrdebrevet tilbage og udkom med de nye retningslinjer, der understreger, at man gerne må afholde debatter og andre arrangementer med udenrigspolitisk indhold i kulturhuse og andre kommunalt støttede institutioner. ”Det er din grundlovssikrede ytringsfrihed at debattere udenrigspolitik” står der afslutningsvist i dem, og det kan vi jo kun være helt og aldeles enige i.
5. Genopfundet Dialogpris skabte håb på Folkemødet
Demokrati har på mange måder været et nøgleord hos DFS i år. Det gjaldt også på Folkemødet, hvor vi for første gang kunne uddele Dialogprisen i sin nye form. Efter politikere i 10 år har modtaget prisen, har vi, sammen med DUF, DR og Folkemødet, gentænkt prisen. Nu har den til formål at styrke sammenhængskraften og den demokratiske samtale, og derfor gik den i år til den grønlandske geolog Mimik Rosing, der har bidraget med nuancer og en samlende kraft i debatten om Rigsfællesskabet. Det stærke felt af de nominerede er et bevis på, at svære samtaler ikke behøver at være lig med splittende samtaler, og vi glæder os derfor til at uddele prisen igen næste år.
6. Kulturpasset gik i luften hen over et DFS-domineret aktørlandskab
DFS-medlemmer kunne i år invitere unge mellem 15-24 år uden uddannelse eller arbejde indenfor, uden de unge mennesker skulle penge ud. Det er resultatet af udrulningen af kulturpasset på 2000 kr., som et stort politisk flertal vedtog sidste år. Kulturpasset skal integrere de unge i nye fællesskaber, der kan give dem mod på at starte uddannelse eller job, og her sidst på året har knap 4400 unge fået tildelt kulturpasset. De kan bruge pengene hen over to år hos blandt andet 40 aftenskoler og 15 kulturhuse og biblioteker, der alle er blevet kulturpasaktører på tværs af hele landet, og det. Sideløbende med kulturpasset har Slots- og Kulturstyrelsen uddelt midler til 15 længerevarende kulturpasforløb, heriblandt kulturhuset Maskinhallen og aftenskolen Fokus Folkeoplysning, der er medlemmer af henholdsvis Kulturhusene i Danmark og Fora, som begge er DFS-medlemmer.
7. Højskoler og foreningsliv skal på UNESCO’s liste over levende kulturarv
Vi ved godt, at folkeoplysningen i Danmark er helt unik. Ikke desto mindre er det fantastisk, når andre også anerkender det, og særligt når anerkendelsen kommer fra dem, som vores medlemmer laver folkeoplysning til. Derfor var vi henrykte, da Højskolerne, som er medlem af DFS, toppede listen over levende dansk kulturarv, mens dansk foreningsliv scorede en fjerdeplads. De to vindere vil sammen med de tre andre i danskernes top 5 blive forsøgt optaget på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv, der indeholder eksempler på levende traditioner, færdigheder og skikke, som overleveres fra generation til generation. Det er en flot og vigtig anerkendelse af den danske folkeoplysning, der i den grad binder os sammen som folk og skaber fællesskab.
8. Uge 17 vinder verdensmålsprisen
Vi napper lige en hædring mere. Den skete i Verdensmålsugen, da det uafhængige 2030-panel skulle tildele Verdensmålsprisen til nogle, der arbejder dedikeret med at få danskerne i nær kontakt med FN’s verdensmål. I år gik prisen til samarbejdet bag Uge 17 – Borgernes Verdensmålsuge, som består af Danmarks Biblioteksforening og fonden Chora 2030 med Kristine Fjord Tolborg i spidsen. Samarbejdet har inspireret borgere i hele landet til bæredygtig handling og omsat viden til fællesskab og lokal forankring ved at gøre bibliotekerne til samlingspunkt for en grøn folkelig bevægelse med både kommuner, foreninger, virksomheder og frivillige.
9. UBU-konference
Vi bliver i det bæredygtige spor og bevæger os derfor videre til UBU – Uddannelse for Bæredygtig Udvikling, der har otte ben, hvoraf ét af dem er UBU-folkeoplysning. DFS er tovholder på dette partnerskab, og derfor afholdt vi i år, med støtte fra UBU, inspirationsdagen Bæredygtigt Laboratorium. Her blev deltagerne inspireret af frontløbende folkeoplysere og fik mulighed for at indgå nye partnerskaber. Dagen summede af god energi og håb, men også af konkrete ideer, der med UBU-Folkeoplysnings pulje til spirende grønne projekter kan blive til virkelighed ude i den folkeoplysende verden. Puljens ansøgningsfrist er d. 2. januar i 2026, og vi ser frem til at følge de projekter, der er vokset ud af den grobund, vi i fællesskab skabte på dagen.
10. Trivselskommissionens anbefalinger pegede på flere DFS-medlemmer
Det var med stor spænding, at vi i DFS sammen med vores medlemmer ventede på Trivselskommissionens afrapportering i starten af året. Til stor glæde udviste kommissionen, der havde fået til at opgave at komme med anbefalinger til at fremme børn og unges trivsel, stor tillid til flere i DFS’ medlemskreds. Flere af de 35 anbefalinger gik på at fremme efterskoler, højskoler, ungdomsskoler, fritidsjob og frivillighed blandt unge, som Friskolerne samarbejder med Efterskolerne om i projekt Frivillighedsalliancen. Vi kan kun bakke kommissionen op i den cadeau, som de gennem deres arbejde har givet til de af vores medlemmer, som brænder for at højne trivslen blandt vores unge generation.
Sikke et år!
Er du nysgerrig på, hvad det kommende år kommer til at byde på? Så kan du se frem til, at vi vender stærkt tilbage efter juleferien, blandt andet med en artikel, hvor vi kigger ind i krystalkuglen for år 2026.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her, hvis ikke du vil gå glip af det.