Titusindvis af unge finder aldrig vejen fra folkeskole til afsluttet uddannelse eller fast arbejde. På dette folkemødeevent møder Reformkommissionens David Dreyer Lassen Noemi Katznelson, en daghøjskoleleder og en ungdomsskoleleder.
Mødetitlens påstand er måske lidt fræk: ”En fremtid for alle unge – vi har svaret!” Der er ikke belæg for at pådutte Reformkommissionen, at den mener, at den har SVARET, men den har i hvert fald et større arsenal af forslag, bl.a.:
- At lukke 10. klasserne?
- At skabe en helt ny uddannelse, HPX med fokus på praktiske fag.
- At give alle unge med lave karakterer adgang til FGU.
- At lette og forkorte vejen ud på arbejdspladserne for de unge i målgruppen.
- At få kommunerne til at samarbejde med civilsamfundet om at hjælpe de unge med at komme videre.
Om kommissionens anbefalinger i det mindste er en del af svaret, vil Noemi Katznelson, der er leder af Center for Ungdomsforskning (CEFU), afsløre i sin anmeldelse af Reformkommissionens rapporter.
Dårlige skole-erfaringer
Ungdomsskolerne og daghøjskolerne har fundet svaret for en del af de unge, som diskussionen handler om. Elise Greve fra Daghøjskolen i Randers og Lars B. Kristensen fra Silkeborg Ungdomsskole vil fortælle, hvad de gør for de unge, og hvad de kunne ønske sig af reformer fra politisk hold.
”Vores gruppe af unge har dårlige erfaringer med skolen og har ikke været vant til at være en del af et fællesskab. Derfor arbejder vi meget helhedsorienteret med faglige kompetencer og med at hjælpe dem med at håndtere deres individuelle livsvanskeligheder og engagere dem i fællesskaber, der rækker ud over deres tid på Daghøjskolen,” fortæller Elise Greve og tilføjer:
”Vi går på tværs af systemerne og formår at tale os ind i forskellige kulturer. Vi er vant til at skulle navigere på tværs af søjlerne i f.eks. kommunerne.”
På egne præmisser
Silkeborg Ungdomsskole opererer i ”mellemrummene”, fortæller Lars B. Kristensen.
”Vi er den frie aktør, som opererer både i skoletiden og i fritiden. Med fritidsindsatser kan vi samle dem op, der ”mislykkes” i skolen. Her kommer de unge frivilligt, og der er plads til selvudfoldelse, læring og fællesskaber på egne præmisser,” siger han og fortsætter:
”Hvis de mistrives i skolen, så prøver vi at tage dem med over til fritidsaktiviteterne om aftenen. Det er de samme lærere, så på den måde bliver indsatsen håndholdt. Vi styrker deres selvværd og selvtillid, som de tager med tilbage i skolen.”
En fremtid for alle unge – vi har svaret!
Tid: Fredag den 16.6. kl. 14.50 – 15.50
Sted: Folkeoplysningens Telt, C17, over for Domen på Cirkuspladsen
Deltagere:
- David Dreyer Lassen, medlem af Reformkommissionen og prorektor på Københavns Universitet.
- Noemi Katznelson, professor og leder og Center for Ungdomsforskning (CEFU)
- Elise Greve, souschef, Daghøjskolen i Randers
- Lars B. Kristensen, inspektør, Silkeborg Ungdomsskole
Arrangør: Dansk Folkeoplysnings Samråd