Fortællingen om de uenige danskere er forkert

”Mediernes deler verden op i modsætninger, fokuserer på konflikterne og leder efter det ekstraordinære, der stritter ud fra det normale. I virkeligheden er vi blevet lidt mere enige de seneste 25 år,” skriver journalist Jonathan Tybjerg. Det er det tredje indlæg i en debatserie om polarisering og sammenhængskraft.

Når der i disse år tegnes portrætter af Danmark som nation, sker det i kontraster: Folket mod eliten. Provinsen mod byen. De rige mod de fattige. Dem, der omfavner globaliseringen, mod dem, der frygter den.

Billedet passer ikke
Og skal vi tro vores politikere bliver modsætningerne større og større. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, siger, at vi er mere polariserede end nogensinde før i hendes levetid. I Dansk Folkeparti kritiserer de den virkelighedsfjerne elite, der ikke forstår folket. Der er næsten ikke den politiske reform, som regeringen ikke har forbundet med et ønske om at skabe balance i Danmark.
Hvis billedet af Danmark skulle passe, er vi et folk, der nærmest ikke kan blive enige om noget som helst. Jeg har som journalist skrevet om polarisering og undersøgt det billedet af de uenige danskere. Jeg kan ikke få det til at passe.

En smule mere enige
I forbindelse med det nationale Valgprojekt undersøger forskere faktisk danskernes holdninger til en række synspunkter. Med hjælp fra forskerne har jeg fundet en række synspunkter, som forskerne ved hvert valg siden 1994 har spurgt danskerne til på den samme måde. Det er synspunkter om alt fra skat og miljø til udlændinge og størrelsen på den offentlige sektor, hvor vi kan se, hvordan vores holdninger udvikler sig.
Resultatet er interessant. Gennemsnitligt set har vores holdninger næsten ikke ændret sig de seneste 25 år. Og hvis vi ser på, hvordan svarene fordeler sig, er vi i ni ud af ti tilfælde blevet en lille smule mere enige.
Ser vi for eksempel på udlændingedebatten, hvor vi virker så delte, er vi – både i 1994 og 2015 – gennemsnitligt set “nærmest uenige” i at flygtninge og indvandrere uden dansk statsborgerskab skal have samme ret til social bistand som danskere. Og statistisk set, er vi blevet ti procent mere enige om at være “nærmest uenige” i det synspunkt.
Billedet af de splittede danskere passer altså ikke med virkeligheden.

Tilbage til det levende ord
Min slags, altså journalisterne, bærer vores del af ansvaret. Mediernes logik vil, at vi deler verden op i modsætninger, fokuserer på konflikterne og leder efter det ekstraordinære, der stritter ud fra det normale.
Problemet er, at når Danmark illustreres i sort/hvid, og modsatrettede ekstremer dominerer debatten, så trækker det store flertal sig fra den offentlige samtale, fordi den ikke stemmer overens med virkeligheden. Og dem der endelig deltager, de gør oprør mod en virkelighed, der ikke findes. Det er et problem.
Skal vi nå hinanden på tværs af modsætninger og forskelligheder, må vi tilbage til Grundtvigs “levende ord”, hvor vi taler til og med hinanden. For når vi mødes i håndboldhaller, på biblioteker i forsamlingshuse, over kølediske og i kantinen, så er det ikke som modsætninger, men som almindelige danskere, der vil hinanden og nuancerne.
Det er her, vi kan nærme os den rigtige fortælling om danskerne. Det er ikke sikkert, at den er absolut sand, og den er helt sikkert fuld af modsætninger, men verden opfattes forskelligt, og derfor må vi erkende den sammen.

Jonathan Tybjerg
Jonathan Tybjerg er journalist på det digitale medie Zetland.

• Historien om en dybt splittet befolkning i Danmark er overdrevet
• Mennesker med vidt forskellig baggrund lever side om side rundt om i landet
• Mangfoldighed er en styrke, når vi mødes på tværs af forskelle
• Folkeoplysning skaber rum for disse møder
Læs mere om DFS’ syn på polarisering og sammenhængskraft 

Vi har bedt en række samfundsdebattører, folkeoplysere og deltagere i folkeoplysning give deres perspektiv. Her på siden kan du læse et af debatindlæggene.
Læs de øvrige debatindlæg