Sådan gik Folkemøde 2019

Sådan gik Folkemøde 2019

Redaktionel dato: 20. juni 2019

Det niende folkemøde er slut. Endnu engang satte de folkeoplysende organisationer deres præg på den store demokratifestival. DFS stillede Folkeoplysningens Telt til rådighed for medlemsorganisationerne, var med til at uddele Folkemødets Dialogpris, arrangerede debat om mangfoldighed og polarisering og var vært for Bobler i Civilsamfundet.

Sådan gik Folkemøde 2019

Det spontane møde mellem borgere og politikere (her Pernille Skipper) er en vigtig del af Folkemødet.

Politikerne var der, lettere slidte efter valgkamp. Interesseorganisationerne var der, selv om et par af de store havde neddroslet deres deltagelse i år. Medierne var der, men skrev som sædvanlig mest om politikerne og de store interesseorganisationer.
Og så var der det store flertal: alle dem, der ikke får løn for at tage til folkemøde. Men kritikken for at være en lukket fætter-kusine-fest for lobbyister, medier og politikere forstummer tilsyneladende aldrig.

Folkeoplysningens Telt

Det var et af de rigtige gode år i Folkeoplysningens Telt.
Den nye placering med en stor træterrasse på den ene side – vendt mod tre andre telte (Folketinget, Enhedslisten og De Radikale) gjorde teltet mere synligt for de konstant forbipasserende folkemødedeltagere på Cirkuspladsen. Det blev mere åbent mod publikum, som kunne sidde eller stå på to sider af teltet og stadig følge med.
Måske er det en af grundene til, at der generelt var flere deltagere i arrangementerne end sidste år – sammen med det gode program selvfølgelig! De få gange, hvor der ikke mødte så mange op, omdannede arrangørerne begivenheden til en mere uformel samtale omkring et enkelt bord eller to. På den måde blev teltet alligevel scene for den demokratiske dialog og læring, hvor publikum ovenikøbet tog mere aktivt del i samtalen.
Særlig stor deltageraktivitet var der også i de tre (rolle)spil-arrangementer, som fandt sted i teltet.
Tak til de mange medlemsorganisationer, som sikrede de gode events i teltet – som regel i samarbejde med andre organisationer.

Se hele programmet for Folkeoplysningens Telt


Borgmester modtager Folkemødets Dialogpris 2019

Deltagerne i Folkemødet valgte borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, Holbæk, som modtager af Folkemødets Dialogpris 2019. Dermed slog hun de fire folketingsmedlemmer, som også var nominerede til årets pris.
Det var syvende år i træk, at Folkemødets Dialogpris blev uddelt. DFS har været med hele vejen.
Ved overrækkelsen sagde Folkemødets formand, Jann Sjursen;
”Christina K. Hansen rykker gerne fra borgmesterkontoret ud i landsbysamfundene, hvor hun holder ”åbent kontor”. Flere gange har hun været i praktik i kommunale institutioner, hvor hun f.eks. har kørt i rutsjebane i en børnehave og beskåret træer med medarbejdere fra Vej og Park. Hendes autenticitet og ærlighed om, hvad hendes unge alder betyder er et godt fundament for en åben dialog og politisk debat.”
Rekordmange - 6.200 - deltog i afstemningen.

Læs mere om Folkemødets Dialogpris


Mangfoldighed og Polarisering

”Der foregår meget positivt for at samle mennesker på tværs af forskelle i Danmark, men det er ikke det billede, der bliver tegnet i den offentlige debat,” sagde folketingsmedlem Marianne Jelved.
Hun var en af tre paneldeltagere, da DFS torsdag på folkemødet inviterede til debat om mangfoldighed og polarisering. De to andre var folketingsmedlem Anni Matthiesen og formand for Folkeuniversitetet på Bornholm, Jon Madsen.
”Medierne har et stort ansvar for at skabe billede af et splittet samfund,” sagde Anni Matthiesen.
En lille gruppe aktive beboerrepræsentanter bidrag med deres erfaringer for at samle mennesker i boligområderne. De var interesserede i samarbejde med aftenskoler, højskoler og andre foreninger, men de forklarede også, at folkeoplysning og den danske foreningskultur kan være med fremmed for mennesker, der er opvokset i andre lande.

Læs mere om DFS’ kampagne ”Vi har brug for hinanden”

Bobler i Civilsamfundet

Der var slet ikke plads i Folkeoplysningens Telt til de mange inviterede gæster, der deltog ”Bobler i Civilsamfundet”. Heldigvis blev der cirkuleret og minglet ud og ind af teltet, så alle fik et glas bobler – eller to – og alle fik talt med andre gæster.

Stemningen og lydtrykket fra samtalerne var højt. Partilederen, som samtidig talte på Hovedscenen lige i nærheden, kunne på intet tidspunkt overdøve bobler-gæsterne. Vi håber omvendt ikke, at vores arrangement forstyrrede Uffe Elbæk.

DFS inviterede til Bobler i Civilsamfundet sammen med Frivilligrådet og Center for Frivilligt Socialt Arbejde.