Et friskt pust til samarbejdet med kommunerne

Hvordan kan lokale folkeoplysende skoler og foreninger indgå i alternative og kreative samarbejder med kommunerne efter valget. Det har folkeoplysnings-iværksætter, foredragsholder og initiativtager til Børnefamiliernes Aftenskole og ’Barselsnetværket’, Lise Holm Rasmussen, en række gode råd til i dette interview.

Folkeoplysnings-iværksætter, Lise Holm Rasmussen, kommer med en række gode råd til, hvordan man kan indgå i et vellykket kommunesamarbejde.

Af Frederikke Kaal

Hvad er dine råd til folkeoplysende skoler og foreninger, der overvejer at starte et samarbejde med deres kommune?

For det første er det vigtigt at være helt skarp på, hvorfor man gerne vil samarbejde. Hvad er det, man kan bidrage med, og hvorfor er det relevant for kommunen? Man skal kunne sin elevatortale til fingerspidserne, hvor man kort og præcist beskriver sin idé, så det står helt klart for kommunen, hvorfor det giver mening for dem at samarbejde.

Næste skridt er at gribe telefonen. Man kan begynde med at kigge på kommunens hjemmeside og få et overblik over, hvem der er relevante at henvende sig til. Det er sjældent nok bare at ringe til kommunen og bede om at snakke med en medarbejder på kultur- og fritidsområdet. I stedet kan det være en god idé at ringe til en leder i kommunen, der sidder med et større ansvar.

Lederne af de lokale institutioner som fx det lokale plejehjem eller det lokale bibliotek er også gode at kontakte. De kan ofte bedre se, hvad de folkeoplysende skoler og foreninger kan bidrage med, end en ansat i kommunens kultur- og fritidsforvaltning.

Derefter er det en god idé at bede om et møde, hvor man kan få tid til at uddybe, hvad man gerne vil samarbejde med kommunen om, og hvad kommunen og man som skole eller forening hver især kan bidrage med. I denne proces er det helt afgørende, at man er villig til at være enormt vedholdende – det er er den folkeoplysende skole eller forening, der skal drive projektet frem i denne fase.

Endeligt er det vigtigt at være opmærksom på, at kommunernes ressourcer typisk er ret begrænsede. Hvis man spørger kommunerne, er der stort set aldrig økonomi til at smide penge i nye projekter. Men i nogle tilfælde er de alligevel villige til at medfinansiere mindre dele af ens projekt.

I forbindelse med etableringen af Barselsnetværket fik vi fx kommunens afdeling for sundhedspleje til at finansiere en flyer, som sundhedsplejerskerne i kommunen kunne tage med ud til nybagte forældre og derigennem skabe opmærksomhed om netværket.

Du peger på, at relationen til relevante ansatte i kommunen er afgørende for, at et samarbejde kan lykkes. Hvordan skaber man den gode relation?

Man skal fokusere på at skabe personlige relationer til lige præcis de kommunalt ansatte, der er relevante for ens projekt. Det er min erfaring fra etableringen af Barselsnetværket, at samarbejdet med kommunen bliver meget nemmere, hvis det foregår med navngivne personer og ikke bare en afdeling i kommunen. For når relationen bliver mere personlig, så bliver ansvarsfølelsen også større, og det øger chancen for, at man kommer igennem med sit projekt.

Hvis man har en dialog med en ansat fra kommunen, så skal man også sørge for at besvare henvendelserne hurtigst muligt. Det er i virkeligheden ret simpelt. Man skal agere professionelt, være imødekommende og have respekt for den andens tid. Det kan være helt afgørende for at lykkes.

Hvad kan folkeoplysende skoler og foreninger få ud af et kommunalt samarbejde?

Folkeoplysende skoler og foreninger er generelt gode til at facilitere debatter og fællesskaber, men de kan have sværere ved at nå bredt ud til forskellige slags mennesker. Derfor er samarbejdet med kommunerne meget vigtigt, da kommunerne netop kan facilitere, at man når ud til de bredere målgrupper. Det gælder især det lokale plejehjem eller det lokale bibliotek, da de ofte har en lav dørtærskel, hvor der kommer mange forskellige slags mennesker fra kommunen. Så de er værdifulde at samarbejde med.

I mine øjne har folkeoplysningens aktører virkelig meget at byde ind med, der kan bidrage til at løfte de kommunale opgaver. For tiden taler man meget om, at kommunerne selv skal bidrage til folkeoplysningen, hvor bibliotekerne fx har fået en central rolle i forhold til formidlingen af FN’s verdensmål. Problemet er bare, at kommunerne ikke altid har de praktiske erfaringer med at facilitere de folkeoplysende fællesskaber.

Her kan folkeoplysningen spille sig på banen og være med til at løfte opgaven. Men det kræver, at skolerne og foreningerne tør træde ind i samarbejdet med kommunerne.

Hvorfor lykkedes I ikke med at opnå en økonomisk bæredygtig model for Barselsnetværket?

Vi lykkedes desværre ikke med rekrutteringen af deltagere ift. at sikre et økonomisk bæredygtigt format. Som tilbud til forældre på barsel har formatet været velfungerende, men at drive netværket kræver flere ressourcer til projektledelse og kommunikation, end deltagerne kan dække via et deltagergebyr. Et alternativ kunne være i højere grad at basere projektet på frivillige kræfter.

Hvis vi skulle gøre det forfra i dag, så ville vi have haft en mere klar plan for vores rekruttering. Vi ville have brugt mere tid på digitale hvervekampagner og på at opbygge digitale communities for de forældre, det kunne have interesse i at være med i netværket. Denne del af projektet var der ikke finansiering nok til i første omgang, og spørgsmålet er, om rekrutteringsgrundlaget for at gøre projektet økonomisk bæredygtigt er til stede i et mindre lokalsamfundet. Og så er den kontinuerlige kontakt til kommunen afgørende.

Selvom barselsnetværket pt. er uden tovholder, er der et lokalt bibliotek i Hvidovre, som nu er begyndt at lave legestuer for forældre på barsel i samarbejde med Fora Hvidovre med stor succes. Det er sket, fordi Hvidovre Kommune via samarbejdet med os blev opmærksom på, at der var et behov, som de ikke dækkede. Så der kom alligevel noget godt ud af Barselsnetværket og samarbejdet med kommunen i sidste ende.