Ny millionpulje skal styrke fællessangen i hele landet

Ny millionpulje skal styrke fællessangen i hele landet

Redaktionel dato: 22. april 2025

Nordea-fondens har oprettet en ny pulje "Vi synger sammen" på 10 millioner kroner til at støtte fællessang og glæden ved at synge sammen.

Puljen er åben for foreninger og organisationer i hele Rigsfællesskabet – det vil sige Danmark, Grønland og Færøerne – og giver mulighed for at søge op til 15.000 kroner til projekter, der fremmer fællessang i lokalsamfundet.

Puljen henvender sig til både nye og erfarne fællessangsaktører. Uanset om jeres forening aldrig før har sunget sammen, eller om I allerede har etableret sangtraditioner, kan I være med.

De kan søge

  • Lokale foreninger som borgerforeninger, forsamlingshuse, haveforeninger, idrætsklubber, boligforeninger og spejdergrupper

  • Almennyttige organisationer og selvejende institutioner såsom friskoler, biblioteker, plejehjem, frivilligcentre og kommunale kulturhuse

For at søge skal foreningen have vedtægter, være CVR-registreret og bestå af minimum 15 medlemmer. Institutioner og kommunale aktører skal inddrage lokalområdet i aktiviteterne.

Op til 15.000 kr. kan søges per projekt, fordelt på to formål:

Sangaktivitet – op til 5.000 kr.
Støtten kan bruges til arrangementer med fokus på fællessang – enten internt i foreningen eller åbne for hele lokalområdet. Midlerne kan dække udgifter til fx forplejning, PR, materialer, lokaleleje og honorar til sangvært eller akkompagnement. Dog ydes der ikke støtte til løn, drift eller administration.

Sangpakker – op til 10.000 kr.
Foreningen kan vælge mellem tre faste pakker med højskolesangbøger:

    • Pakke 1: 25 standard højskolesangbøger (værdi: 6.000 kr.)
    • Pakke 2: 25 højskolesangbøger med stor skrift (værdi: 7.000 kr.)
    • Pakke 3: 40 standard højskolesangbøger (værdi: 10.000 kr.)

Pakkerne inkluderer også en guide med inspiration og gode råd til at komme i gang med fællessang. Det er ikke muligt at ændre på pakkerne efter indsendt ansøgning.

Derudover kan man via sangaktivitetspuljen (de 5.000 kr.) søge støtte til fx køb af Højskolesangbogen som app, Korbogen, børneudgaver eller andre relevante sangbøger.

Ansøgninger behandles løbende, og der gives svar inden for fire uger. Puljen er åben, indtil de 10 millioner kroner er uddelt, så det anbefales at søge i god tid.

Læs mere om puljen